Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-boss slår fast: Den helt store opgave er Saba Lobjanidze

Saba Lobjanidze kommer ene mand til at definere transfervinduet i Randers FC.

I sommerens transfervindue var det Saba Lobjanidze, der løb med overskrifterne i Randers FC, og stik imod alle forventninger lykkedes det ikke kronjyderne at få solgt den georgiske landsholdsspiller, der i flere sæsoner har været en stor profil i klubben.

Det vil sige, at Saba Lobjanidze endnu én gang er der til at løbe med opmærksomheden i et transfervindue.

Kronjyderne drømmer om en stille og rolig start på 2020, men Søren Pedersen, der er administrerende direktør i Randers FC, ved også, at det pludselig kan gå stærk med georgieren.

- Umiddelbart er der ikke udsigt til det store i januars transfervindue. Den helt store opgave for os handler om Saba Lobjanidze, og hvad der skal ske med ham, siger Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

Og hvad skal der så ske med Randers FC's største profil, der nu kun har et halvt år tilbage af sin kontrakt?

Læs også:FC København har fået flest straffespark i dette årti

- Hvis – eller når – vi modtager et bud, må vi se, hvad det har af værdi målt op mod den sportslige værdi, han kan tilføre os resten af sæsonen. Det er svært at spå om lige nu, der skal nogle konkrete tal på bordet, men vi slipper ikke Saba for enhver pris, lyder det fra Randers-direktøren.

Randers FC havde håbet at sælge Saba Lobjanidze forud for denne sæson, og klubben satsede på et indbringende salg. Med et halvt år tilbage af georgierens kontrakt vil det være begrænset, hvor meget Lobjanidze kan indbringe.

Det er man skuffede over i Randers FC - og så alligevel ikke helt.

- Ja, på en måde er det en skuffelse, men samtidig har Saba en stor aktie i den fine ligaplacering, vi har. Det har bragt os væk fra nedrykningskampen, det har sikret os gode TV-penge og andet, og det har selvfølgelig en stor værdi for os, siger Søren Pedersen, der modtager mange henvendelser om Saba Lobjanidze:

- Han er brandvarm. Det er der ikke nogen tvivl om.

Læs også:Lejet Randers-spiller er usikker på fremtiden: Jeg vil gerne fortsætte her

Når snakken falder på Saba Lobjanidze, diskuteres det nærmest udelukkende, om Randers FC sælger i dette transfervindue, eller om kronjyderne beholder ham frem til udløb. Der er dog også et tredje scenarie, som dog ikke umiddelbart virker særlig realistisk længere.

En forlængelse af kontrakten.

- Vi har ikke opgivet at forlænge kontrakten. Vi er stadig i dialog om tingene, men det er klart, at det selvfølgelig bliver mindre og mindre realistisk, som tiden går, siger Søren Pedersen.

Randers FC er nummer fem i Superligaen ved vinterpausen. 

Læs også:Randers-træner forventer indkøb: Jeg vil gerne bytte en spiller eller to

Læs også:Tyrkisk klub var på besøg i Randers: Interesse for Lobjanidze

Læs også:Brøndby-boss: Forventer at forlænge med disse tre spillere