Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-chef: Der skal stadig tilføres nogle enkelte spillere

Selv om Thomas Thomasbergs tilgang betyder, at det meste er på plads, skal der stadig hentes et par spillere til Randers FC, fortæller klubbens sportsdirektør, Søren Pedersen.

Randers FC og Hobro IK er endelig blevet enige om en aftale, der betyder, at cheftræner Thomas Thomasberg kan tiltræde i Randers FC med øjeblikkelig virkning.

Og det er noget, der betyder meget, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen til Randers Amtsavis.

Med Thomasbergs tilgang er klubben således ved at have det meste på plads og have styr på det. Der skal dog stadig tilføjes nogle spillere, og her skal Thomasberg være med til at bestemme, fortæller sportschefen.

- Vi mangler stadig noget endnu. Der skal tilføres nogle enkelte spillere, men set over hele linjen synes jeg, vi er vi klar og er ved at have styr på det. Nu får vi også Thomas med i det sportslige udvalg, så han kan komme med input til den fremtidige trup, lyder det fra Søren Pedersen.

Randers FC har allerede forlænget med Johnny Thomsen og hentet den 19-årige angriber Emil Riis Jakobsen hjem fra udlandet, hvor han har spillet for Derby County og VVV Venlo.