Randers-fans protesterede: Forskelsbehandling skal stoppes
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Randers-fans protesterede: Forskelsbehandling skal stoppes

En gruppe af Randers-fans valgte mod AaB i mandags at protestere, fordi de føler sig forskelsbehandlet af blandt andet vagtkorpset i ved AutoC Park.

Der var ikke meget stemning over opgøret mellem Randers FC og AaB mandag aften, da de to klubber spillede 1-1 i Superliga-opgøret. Godt nok kunne man høre AaB-tilskuerne, men der var ikke meget modspil fra hjemmeholdets tilskuere, og det er der faktisk en ganske logisk forklaring på.

Det viser sig nemlig, at Randers' normalt syngende tilskuere i kampen mod AaB havde valgt at protestere. Nordkurven TIFO, som gruppen kalder sig, mener nemlig, at der er tale om alvorlig forskelsbehandling på stadion.

- Vi mener stadigvæk, at den(for os) tydelige forskelsbehandling, der forgår, ikke er acceptabel, vi mener, at forskelsbehandlingen er med til at holde evt. nye folk væk, som vil være med til at skabe en god og synlig kulisse. Skulle nogen være i tvivl, så kig på de gæstende supportere og se den manglende reaktion fra vagternes side, når der bliver hængt bannere op og antændt fyrværkeri. Politiet er også begyndt at kropvisitere fans under kampene på AutoC park, i stedet for at gøre det uden for stadion før eller efter kampene. Alt dette bidrager kun til et dårligt billede af, hvad det vil sige at være Randers FC-supporter, skriver gruppen på sin Facebook-side.

Fangruppen skriver videre, at de ønsker forskelsbehandlingen stoppet, og at fansene ikke længere skal "kriminaliseres".

Randers Amts Avis har talt med Randers FC, der er ærgerlige over protesten, som klubben dog ikke mener, man kan gøre så meget ved.

- Vi håbede på, at vi kunne sætte os ned og tale om det, i stedet for at diskussionen kører på Facebook,« siger projektchef hos Randers FC, Jesper Hansen, til Randers Amts Avis.

- Jeg kunne godt tænke mig, at de også fokuserede på nogle af de gode ting i stedet for det, der er skidt, siger han videre.

Fangruppen håber på at være tilbage på stadion - og med sang - til Randers' næste hjemmekamp.