Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC fyrer den kommercielle chef

Kronjyderne har angiveligt for høje omkostninger i administrationen og har derfor valgt at sige farvel til kommerciel chef Morten Arnesen.

Dansk fodbolds bedste række Superligaen er tilbage i den kommende weekend, hvor der tages hul på slutspillet, og selv om der lige nu er mest fokus på landskampe, sker der alligevel lidt i Superligaen.

Eksempelvis hos Randers FC, hvor man ifølge Randers Amtsavis har meddelt i et nyhedsbrev, at den kommercielle chef, Morten Arnesen, er blevet fyret.

Forklaringen er angiveligt, at klubben har for høje administrative omkostninger.

- Det er en rigtig kedelig nyhed, for Morten Arnesen har gjort et stort stykke arbejde for Randers FC. Han har været et friskt pust, der har set klubben med helt nye øjne og fået sat mange gode tiltag i gang. Der er blevet eksekveret på rigtig mange ting, som kommer både fans, sponsorer og medarbejdere til gavn, og det er noget, vi også skal have fokus på og fortsætte med at gøre fremover, siger sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, Søren Pedersen, ifølge Randers Amtsavis.

Randers FC ansatte Morten Arnesen i december 2017 - det var Michael Gravgaard, daværende administrerende direktør, der få måneder inden sit eget stop hentede Morten Arnesen til klubben.

Morten Arnesen kom til Randers fra Nordisk Films Biografer.