Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC har 20-årig angriber til prøvetræning

Brasilianske Derick Pazetto har scoret over 400 mål i ungdomsrækkerne i Brasilien. Nu er han inviteret til prøvetræning i Randers.

Torsdag kunne Randers FC glæde sig over at hilse på en gammel spiller, der kiggede forbi. Brasilianeren, Fabinho, der spillede i klubben fra 2005 til 2008, lagde et visit hos Superliga-klubben.

Og med sig havde han en 20-årig brasiliansk angriber ved navn, Derick Pazetto. Han skal nu prøvetræne hos klubben i de næste ti dage.

Om ham kan Fabinho fortælle:

- Han er ikke så hurtig, som jeg selv var. Men han er en dygtig angriber, som har scoret omkring 400 mål på forskellige ungdomshold fra U15 til U19. Nu får han muligheden for at vise, om han har niveauet til Randers FC og Superligaen. Men når han kan score mål i Brasilien, hvorfor så ikke i Danmark, siger Fabinho med et smil til Randers Amtsavis.

Søren Pedersen ser det som en mulighed for at lave en investering i fremtiden. Dermed er han ikke tiltænkt som en forstækning med det samme, erfarer avisen.

Imponerer Derick Pazetto, der ikke kan snakke engelsk, trænerstaben, så kan han hentes på en fri transfer.