Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC jagter tre nye spillere

Randers FC går efter at hente tre nye spillere i det igangværende transfervindue. Den tredje og sidste er forudsat, at Saba Lobjanidze bliver solgt.

Randers FC har allerede sikret sig Mathias Nielsen og Alhaji Kamara frem mod den kommende sæson, men kronjydernes direktør Søren Pedersen er ikke færdig med at trække i arbejdstøjet. 

Selv om trioen Kasper Høgh, Tobias Klysner og Oliver Bundgaard er blevet forfremmet fra U19-mandskabet, skal Randers-truppen suppleres yderligere, og det står meget klart, hvor der skal handles.

Eneste lille spørgsmålstegn er, om Saba Lobjanidze bliver solgt i løbet af sommeren. Det er der rigtig meget, der tyder på, at han gør.

- Vi har allerede sikret os to markante spillere og har samtidig rykket tre af vores mest talentfulde ungdomsspillere op i A-truppen. Vi skal dog have styrket truppen yderligere og leder i øjeblikket først og fremmest efter en central midtbanespiller, en midterforsvarer og en kantspiller, hvis et salg af Saba Lobjanidze bliver aktuelt, siger Søren Pedersen til Randers FC Indsigt.

Randers FC har hentet den unge midtstopper Oliver Skolnik i OB, men han er formentlig ikke løsningen i det centrale forsvar på den helt korte bane. Kronjyderne har både taget afsked med Jonas Bager og Kasper Enghardt.