Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC og Mikael Boman står foran skilsmisse til sommer

Randers FC og Mikael Boman kapper efter planen båndene til sommer - det sker formentlig for at gøre plads til Alhaji Kamara.

Randers FC er ifølge Ekstra Bladet og Randers Amts Avis tæt på at kunne præsentere Vendsyssel-angriberen Alhaji Kamara som ny spiller til den kommende sæson, og dermed får kronjyderne tilgang af en angriber, der i dette forår har vist en imponerende målnæse i Superligaen. 

Søren Pedersen, direktør i Randers FC, vil ikke kommentere på Alhaji Kamara, men han kalder Vendsyssel-profilen en angriber "der kunne være spændende at have i Randers FC". Hvis Alhaji Kamara som ventet snart toner frem i en lyseblå Randers-trøje, kan han hilse på Mikael Boman i svingdøren.

Den svenske angriber forlader efter planen kronjyderne i det kommende transfervindue.

- Mikael har udløb til vinter, men vi skal se, om vi ikke kan finde en ny klub til ham i løbet af sommeren. Der er allerede klubber, der har meldt deres interesse, men det skal selvfølgelig også være noget, der tiltaler Mikael, siger Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

Den 30-årige svensker har scoret mange mål i den bedste svenske række, men han har aldrig for alvor fået gang i den i Randers FC, som han kom til på deadlinedag i vintervinduet 2018. Mikael Boman har scoret et enkelt mål i 26 kampe for Randers FC og vender formentlig hjem til Sverige til sommer.

Mads Aaquist under lup
Randers FC kan potentielt spille sæsonens sidste kamp på søndag, når holdet møder SønderjyskE, og dermed skal der bestilles en buket blomster til de spillere, klubben ved siger farvel. Det gælder foreløbig Kasper Enghardt og Nicolai Poulsen.

Mads Aaquist har også udløb af sin lejeaftale fra FC Nordsjælland, men hans fremtid er stadig ikke afklaret.

- Vi har ikke truffet en beslutning i forhold til Mads endnu. Vi skal sætte os ned og se på for og imod, og når vi har klarhed over det, er Mads selvfølgelig den første, der får det at vide. Der har været gode og mindre gode perioder i denne sæson, og så skal vi kigge på, om det er den type spiller, vi ønsker at fortsætte med på positionen. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at Mads er en rigtig dygtig spiller, som vi har været glade for at have i klubben, siger Søren Pedersen.

Vil forlænge med Johnny Thomsen
Veteranen Johnny Thomsen har også kontraktudløb 30. juni, men den 37-årige back fastslog torsdag over for tipsbladet.dk, at han ikke er klar til at indstille karrieren, og det lød, som om parterne er tæt på at forlænge kontrakten.

Det bekræfter Søren Pedersen, og derfor ser det altså ud til, Johnny Thomsen også er Randers-spiller i næste sæson.

- Vi er rigtig glade for at have ham i Randers FC, og jeg håber da, vi kommer i mål med at forlænge kontrakten med Johnny, så han også er en del af holdet i den kommende sæson. Men der er ikke noget, der er skrevet under endnu, lyder det fra Randers-direktøren.

Randers FC fik 1-1 med fra SønderjyskE i seneste kamp.