Randers henter forsvarsspiller i Lyngby
Illustration
Superliga

Randers henter forsvarsspiller i Lyngby

Randers FC har hentet Jeppe Tverskov på en fri transfer i Lyngby.

Randers FC har mandag forstærket truppen med den 21-årige forsvarsspiller Jeppe Tverskov, der kommer til den jyske Superliga-klub fra Lyngby, som han har tørnet ud for hele sin hidtidige karriere. I sidste sæson opnåede han 30 kampe for Lyngby i NordicBet Ligaen, hvor han var en stor profil, og det har nu kastet en aftale med Randers FC af sig.

- Det er en rigtig god nyhed, at vi har kunnet engagere Jeppe. Han er ung, og sulten og har været en profil på et af topholdene i NordicBet Ligaen. Han kan både spille i det centrale forsvar og som central midtbanespiller. Jeppe har udviklingsmæssigt flyttet sig enormt det seneste år, men specielt meget her i foråret 2014. Vi forventer, at han, som Kasper Fisker Jensen, der også kom til os fra NordicBet Ligaen kan konkurrere om pladserne til start 11eren efter relativ kort tilvænning til vores spillestil, siger sportschef Peter Christiansen i en pressemeddelelse.

Den nyslåede Randers-spiller ser frem til at optræde i Superligaen for kronjyderne, som han skifter til på en fri transfer.

- Jeg er selvfølgelig glad for at kunne skifte til en så stor klub som Randers FC, og jeg håber at kunne være med til at indfri de ambitioner, som klubben har. Jeg glæder mig til at prøve mig selv af i Superligaen, siger Jeppe Tverskov.

Jeppe Tverskov har underskrevet en to-årig kontrakt med Randers. Han skal spille i nummer 6.