Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-profil om gensyn med Esbjerg: Jeg har dem at takke for min karriere

Kevin Conboy er født og opvokset i Esbjerg, han slog igennem som professionel i EfB, og 95 procent af hans venner bor i byen. Tilknytningen til søndagens modstander er stærk for Randers-spilleren, men han håber på at forpurre tingene for sin gamle klub. Igen.

Da Randers FC besøgte Esbjerg fB tidligere på sæsonen, skete der noget usædvanligt: Kevin Conboy scorede. I sine fem sæsoner med Blue Water Arena som hjemmebane var det kun sket én gang, men nu scorede han i gensynet med sin barndoms klub og by. Og var i alvorlig grad medskyldig i, at EfB smed sin 3-0-føring væk.

Men måske var det meget godt, at kampen endte 3-3, og at Conboy scorede. Så var der i hvert fald fred mellem ham og hans familie og venner.

- Jeg tror, 95 procent af mine kammerater bor i Esbjerg, min familie er fra Esbjerg, min svigerfamilie er fra Esbjerg, jeg er født og opvokset i Esbjerg, så der er rigtig mange i min familie og omgangskreds, der holder med Esbjerg og følger klubben, siger Kevin Conboy til tipsbladet.dk.

- De sagde ikke rigtig noget. De var selvfølgelig lidt ærgerlige over det, men det var jo en svær situation, for de vil gerne have, det går mig godt, men de vil også gerne have, at Esbjerg vinder. Så jeg tror, det var et godt kompromis, at jeg scorede, og det endte uafgjort.

- Jeg snakkede med mine forældre inden, og de vidste godt nok ikke lige hvordan med det hele, men de syntes, de skulle holde med mig. Men jeg synes egentlig, man skal holde med det sted, man hører til.

På søndag står far og mor Conboy så over for samme dilemma, når deres klub gæster deres søns. Det første møde mellem Kevin Conboys fortid og nutid endte dog med at blive et glædeligt gensyn.

- Det var sjovt at møde Esbjerg, og det var rigtig dejligt at komme tilbage, selv om det måske ikke var den store spillemæssige oplevelse for os i første halvleg. Jeg har rigtig gode minder fra Esbjerg, det var en rigtig god tid med mange gode holdkammerater, og jeg havde det generelt supergodt. Det er egentlig dem, jeg har at takke for, at jeg fik chancen for at vise mig selv frem, siger backen, der kom til først NEC Nijmegen og siden Utrecht i Holland, efter EfB rykkede ned i 2011.

Conboy vendte tilbage til dansk fodbold i fjor, og han trænede også i en periode med i sin gamle klub, men trods tilknytningen til både klubben og byen var det aldrig rigtig på tale at skrive kontrakt med EfB.

Det betyder dog ikke, at det ikke kommer til at ske på et senere tidspunkt.

- Jeg vil aldrig afvise at komme tilbage til Esbjerg, for havde det supergodt, så den dør vil aldrig lukke for mig, før jeg lægger støvlerne på hylden. Men det kræver også, at der er interesse fra begge sider, siger den 31-årige Randers-spiller.

- Under den tidligere ledelse blev fra omgivelserne lagt meget vægt på, hvorfor det var så svært at få Esbjerg-drenge tilbage til klubben, men det ville de gerne. Esbjerg er en by, hvor man har brug for at kunne identificere sig med nogle lokale, men det handlede i bund og grund om timing, siger han med henvisning til, at EfB netop var rykket ud af Superligaen.

Kevin Conboy er med fire oplæg kun overgået af Viktor Fischer og Awer Mabil i denne sæson, men der er jo også muligheden for selv at score, som han gjort sidst mod Esbjerg. Det vil vel ikke være helt af vejen?

- Nej, men jeg vil hellere vinde end komme på tavlen, griner han forud sig det næste gensyn med hans gamle klub.