Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-profilens dom: Ny angriber kan gøre ondt på de fleste

Frem mod sæsonstart tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om forventningerne til sæsonen. Her er det Randers FC's Mikkel Kallesøe, der har ordet.

FC Københavns titelforsvar, hele ligaens jagt på top 6 og historisk mange nedrykkere.

Lige om lidt begynder en ny Superliga-sæson, der tegner til at blive en neglebidende en af slagsen. Frem mod sæsonstart tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om forventningerne til sæsonen.

Her er det Randers FC's Mikkel Kallesøe, der har ordet:

Hvad forventer du af den kommende sæson for dit hold?

- Jeg forventer, at vi kan bygge videre på det, vi havde i sidste sæson. Vi har fået godt styr på det efter den svære tid for to sæsoner siden. Jeg føler, at vi skal bygge videre på det, og jeg synes, at vi ser gode ud, når vi gør det, vi skal.

Hvad forventer du af dig selv?

- Jeg forventer, at jeg bliver mere afgørende. Jeg skal ikke ind i de samme skadesperioder, som jeg havde sidste sæson. Det sætter én nogle skridt tilbage i forhold til præstationerne, når man bliver skadet. Jeg skal også arbejde i holdets tjeneste, løbe flere meter og tage flere dueller, men jeg vil gerne bidrage med flere mål; det er i hvert fald min ambition.

Hvem bliver sæsonens profil i din klub?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg vil pege på Alhaji Kamara. Han er en angriber med styrke og power, og han kan gøre ondt på de fleste modstandere, vi møder. Han kan blive god for os.

Hvad bliver jeres største udfordring?

Det er svært at sige. Det bliver et stort slagsmål i forhold til de nederste positioner, og vores målsætning er selvfølgelig ikke at være med i det. Man skal aldrig sige aldrig, men vi skal gerne undgå det slagsmål nede i bunden, for vi vil forsøge at gå efter top seks. 

Hvilket hold - og du må ikke sige dit eget - kommer til at overraske i denne sæson?

- Det kan måske blive SønderjyskE. De har handlet godt ind, men vi må jo se, hvordan det går på søndag, når vi skal møde dem. De kan godt klare sig godt i år. Det har jeg en fidus.