Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-spiller flirter videre med IFK Göteborg

Joel Allansson kan sagtens forestille sig at vende hjem til svensk fodbold og IFK Göteborg.

I sidste uge fastslog Joel Allansson over for Randers Amts Avis, at han regner med at have spillet sin sidste kamp for Randers FC, med hvem han har kontraktudløb ved årsskiftet. Dermed skal midtbanespilleren på jagt efter en ny klub, og IFK Göteborg har allerede meldt sig på banen.

Den 26-årige svensker har en fortid i IFK, og sportschef Jonas Olsson har bekræftet, at den nuværende Randers-spiller kan være en mulighed frem mod den kommende sæson i Sverige.

Flirten tages godt imod af Joel Allansson.

- Jeg har hørt, at de er interesserede. Jeg spillede i IFK i lang tid, og jeg holder med dem. Det er smigrende at høre, det er en storklub. Det er for tidligt at sige, hvad det ender med, men IFK er helt klart et alternativ, siger Allansson til Expressen.

Svenskeren står noteret for 74 Superliga-kampe for Randers FC, men har fra dag ét været én af de mere anonyme heste i stalden.

- Det har været lidt op og ned. Da jeg kom, havde vi et rigtig godt hold, og jeg spillede ikke så meget. Senere gik det rigtig godt, og jeg kom med på landsholdets januartur. Der har været en massiv udskiftning af trænere og sportsdirektører. Jeg er havnet lidt i klemme, føles det som, siger Joel Allansson.

Svenskeren døjer i øjeblikket med en skade.