• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Randers-spiller om udsat kamp: Det lyder steneren, men jeg skal lave lektier

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Randers FC's kamp mod AGF skal ikke spilles i aften alligevel. Det er "pisseærgerligt," siger Vito Hammershøy-Mistrati. Han skal bruge sin fridag på at lave lektier.

Af Anders Dehn

Vito Hammershøy-Mistrati er en syvsover, og eftersom Randers FC's kamp mod AGF var programsat til klokken 21 i aften, havde han ikke sat et vækkeur torsdag morgen. Så da han vågnede, var kampen - og alle andre i dansk fodbold de næste to uger - allerede blevet udsat.

- Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at tjekke, om vi havde fået noget at vide. Jeg kunne læse, at den var aflyst. Jeg tænkte: ”Selvfølgelig er den det.” Jeg vil ikke sige, jeg havde regnet med det, men jeg blev ikke overrasket, siger Hammershøy-Mistrati til tipsbladet.dk.

Han fulgte nemlig med onsdag aften, da statsminister Mette Frederiksen afholdt pressemøde og præsenterede de nye, skærpede tiltag i kampen mod spredning af coronavirus. Da alle medier gik i gul breaking, kunne han godt se, hvor det bar henad.

Tiltagene opfatter blandt andet et forestående forbud mod at forsamles mere end 100 personer, og at privatansatte opfordres til at arbejde hjemme i det omfang, de kan. Samtidig er alle offentligt ansatte sendt hjem, bortset fra dem, der varetager såkaldt kritiske funktioner som politi, sundhedsvæsen, beredskabet og andre.

Læs også:FCK slår fast: Forventer at Istanbul-kamp bliver aflyst

Derfor fik Randers-spillerne fri i dag og resten af ugen. Torsdag er altså ikke kampdag alligevel for Vito Hammershøy-Mistrati, der skal bruge timerne på den uddannelse i kommunikation og formidling, han er ved at tage.

- Det lyder steneren, men jeg skal lave lektier. Jeg havde regnet med, at jeg skulle have en lang dag, når vi først skulle spille klokken 21. Så går man altid og tænker: "Hvad fanden skal man lave?" Men jeg er ved at uddanne mig, så det passer fint med, at jeg kunne bruge dagen på at lave noget skole. De planer ikke ændret sig, siger han.

Randers FC skulle have spillet mod rivalen AGF i aften, og den kamp havde Vito Hammershøy-Mistrati set frem til. Omvendt er han glad for, at hans hold ikke skal spille et af de intense lokalopgør uden tilskuere.

- Det er da pisseærgerligt. Det er kampe, man glæder sig til, men jeg vil også sige, at når nu der skulle udsættes en kamp, er det trods alt godt, at det er den kamp, hvor vi skulle spille uden tilskuere. At spille mod AGF uden tilskuere er ikke det samme, siger han.

Læs også:Ingen fodbold i to uger: Spillerforeningen bakker op

- Jeg synes et eller andet sted, det er fint, at det var mod AGF, for det var en kamp, hvor vi selvfølgelig gerne ville have vores fans med. Det er der, vi har brug for støtten.

Hammershøy-Mistrati og co. kan dog ikke nøjes med at at få en enkelt kamp udskudt. De næste to uger skal der slet ikke spilles fodbold i Danmark. Det betyder, at de kommende kampe mod Hobro IK og FC København også er udskudt på ubestemt tid.

- Det er sateme mærkeligt. Jeg er spændt på, hvad man lige gør, og hvordan man får færdigspillet sæsonen. Det er en ekstremt svær beslutning og et kæmpe puslespil. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal beslutte det, siger han.

Divisionsforeningen har endnu ikke meldt ud, hvordan sæsonen skal spilles færdig.

Læs også:BREAKING: Superligaen indstiller foreløbig alle kampe - også AGF-Randers

Læs også:Ekspert forudser aflyst EM: Det ser ikke realistisk ud

Læs også:DBU-chef venter på Uefa: Vi er blevet lovet en udmelding

Superliga

Mere Superliga

Fokus