Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-sportschef kigger først og fremmest efter afløser for Kadrii

Randers har i øjeblikket allerstørst fokus på at få hentet en erstatning ind for Bashkim Kadrii, der er vendt tilbage til FC København.

I løbet af den forgangne sæson havde Randers stor glæde af Bashkim Kadrii, der specielt i foråret var en vigtig faktor for, at kronjyderne sikrede sig en ny sæson i Superligaen.

Det er dog ikke lykkedes Randers at holde på Bashkim Kadrii, og klubben er derfor nu gået på jagt efter en afløser for 26-årige kantspiller.

Klubbens sportschef, Søren Pedersen, gør det klart, at Randers’ førsteprioritet er netop den position, som Bashkim Kadrii har spillet. Samtidig siger han, at klubben har flere mulige emner i kikkerten.

- Vi har snævret os ind på mulige emner og har nogle ønskespillere, som vi er interesserede i. Derfra og til, at det er accepteret af spiller og klub, er der stadig et stykke vej. Lige nu er alle klubber ude for at afsøge markedet, og så begynder vi lidt efter lidt at komme derhen, hvor spillerne begynder at kigge på, hvad de synes, der kunne være mest interessant for dem, siger han til Randers Amtsavis.

Randers åbner sæsonen den 16. juli mod Brøndby, og Søren Pedersen vil gerne have erstatningen for Bashkim Kadrii på plads inden da. Dog er han godt klar, at det slet ikke er sikkert, at det kan lykkes.