Video : Tipsbladet
Superliga

Forbandelsen fortsætter: Det er jeg pisse træt af

Randers FC kan bare ikke vinde over FC Midtjylland og frustrationen breder sig efter kamp nummer 17 i træk uden fuld gevinst.

Det var 17. gang i streg, at Randers FC ikke lykkedes med at slå FC Midtjylland i superliga-regi, da kronjyderne mandag aften tabte 1-2.

Tiden skal nemlig spoles helt tilbage til den 7. oktober 2012 for at finde den seneste Randers-sejr over FC Midtjylland i Superligaen, men det er der helt naturlige forklaringer på, mener Randers-træner Thomas Thomasberg.

- Det er jo logisk. Midtjyllands budget og spillere er så langt over vores, at det er naturligt, at vi kan komme ind i en dårlig stime mod et hold som Midtjylland.

- Men selvfølgelig er vi da kede af, at den negative stime er så stor, konstaterer Thomasberg.

Læs også:Randers-træner: Min far har sagt, at det er bedst at score i overtiden

Forklaringen på Randers' syv år lange stime uden sejre mod FCM skal dog ifølge træneren også findes på fysikken.

- Midtjylland har generelt hurtigere spillere end alle andre hold i rækken, men det synes jeg egentlig, at vi fik elimineret godt i mandagens kamp, siger han.

De seneste 17 indbyrdes ligaopgør har givet 15 FCM-sejre og to uafgjorte.

Randers-back Johnny Thomsen har været i klubben siden januar 2012 og har således kun været med til at slå FC Midtjylland en enkelt gang som Randers-spiller.

Læs også:FCM-sportschef om manglende angribermål: Han har lang snor

- Det er jeg da pisse træt af, og det er helt absurd, at vi i så lang tid ikke har formået at vinde over dem.

- Midtjylland har smadret os på fysikken mange gange, så det er nok en del af forklaringen, vurderer Johnny Thomsen.

Det er ikke kun FC Midtjylland, som Thomasbergs mandskab har det svært imod.

Søndag venter Brøndby på udebane, og Randers har ikke besejret holdet fra Vestegnen i de seneste 12 indbyrdes opgør i Superligaen.

/ritzau/

Læs også:Ung midtbanespiller sørger for smal FCM-sejr

Læs også:Bedst og værst: Der blev grebet chancer i Herning

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud