Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-træner langer ud efter Solbakken: Hoverende og bedrevidende

Thomas Thomasberg mener, at Ståle Solbakken er både hoverende og bedrevidende.

Thomas Thomasberg og Ståle Solbakken er ikke bedste venner.

De to trænere har flere gange langet ud efter hinanden, siden Solbakken i 2016 udtalte, at Thomasberg, som på daværende tidspunkt var assistenttræner i Randers FC, kunne have problemer med synet. Den kommentar faldt ikke i god jord hos Thomasberg dengang, og siden har de to trænere flere gange langet ud efter hinanden. 

Og før mødet mellem deres respektive klubber, Randers FC og FC København, søndag, bliver der pustet nyt liv i deres indbyrdes krig.

I et interview med BT gør Thomasberg det nok engang klart, at han ikke er Solbakkens største fan. Normanden er hoverende og bedrevidende, fortæller Randers-træneren.

- Han har mange gange både været lidt hoverende og bedrevidende. Det irriterer mig. For han råder over et godt fodboldhold, og han er en dygtig træner. Men jeg synes altså, at det spil, han nogle gange har kørende, ikke har noget med noget at gøre, fortæller Thomasberg, der føler, at Solbakken forsøger at hæve sig selv over andre trænere.

BT har også snakket med Solbakken, der ikke har ønsket at svare igen.

Før opgøret ligger Thomasbergs Randers FC-mandskab på en imponerende fjerdeplads i Superligaen, mens FC København topper rækken. Opgøret mellem de to hold sparkes i gang klokken 16.00.