Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-træner roser U19-topscorer: Han har en helt vanvittig fysik

De forventer sig store ting af Kasper Høgh i Randers FC, blandt andet fordi han ifølge assistenttræner Rasmus Bertelsen allerede som 18-årig er så stærk, at Superliga-stopperne har svært ved at holde ham.

Er man typen, der godt kan lide, at tingene går lige op, vil man være vild med Kasper Høghs scoringsstatistik. Han har spillet 38 U19-kampe for Randers FC, og han har scoret 38 mål.

I går blev han belønnet med en femårig aftale med Superliga-klubben, for hvem han har spillet fire Superliga-kampe. I Randers har de store forventninger til den unge angriber, og assistenttræner Rasmus Bertelsen roser især hans veludviklede fysik.

- Han er en udpræget målscorer, der har vist, at han kan score både grimme og pæne mål på alle niveauer. Samtidig har han udviklet en helt vanvittig fysik. Selv på Superliganiveau har de jo svært ved at håndtere ham, fordi han er stor, stærk, pågående og relativ hurtig, siger Bertelsen til Randers Amtsavis.

Kasper Høghs fire Superliga-kampe for Randers har fordelt sig med to i sidste sæson og to i denne. Han har dog ikke været på banen siden august måned.

Han lægger dog ikke skjul på, at han har ambitioner om at tilspille sig en fast plads på førsteholdet og gøre det så godt, at han en dag bliver solgt til udlandet. 

- Jeg er sindssygt glad for at have skrevet under og blive professionel fodboldspiller, som hele tiden har været mit altoverskyggende mål. Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, så det er skønt, at det er lykkedes. Nu skal der bygges på, og jeg skal udvikle mig yderligere, så jeg kan udfordre de etablerede spillere om en startplads. Jeg har ikke tænkt mig at læne mig tilbage og bare nyde det. Jeg vil ind og gøre en forskel så hurtigt som muligt, sagde Høgh i forbindelse med sin nye kontrakt i går.