Video : Tipsbladet
Superliga

Rasmus Würtz fortsætter i AaB: Bliver en del af staben

Superliga-legenden har stillet støvlerne på hylden, men han fortsætter i Aalborg-klubben som en del af staben.

Efter 487 kampe for AaB stillede tidligere landsholdsspiller Rasmus Würtz støvlerne på hylden og sagde farvel til den klub og den sport, han har været tilknyttet i en meget stor del af sit liv.

Men helt farvel til fodbolden siger Rasmus Würtz ikke.

Den 35-årige Würtz bliver nemlig tilknyttet AaB, hvor han får funktion af mental sparringspartner for truppen, oplyser AaB i en pressemeddelelse.

- Både Rasmus Würtz og vi har været meget interesserede i at fortsætte samarbejdet, og vi har i noget tid været enige om, at rollen som mental sparringspartner for vores trup vil være en optimal løsning, hvor Rasmus både kan bidrage og udvikle sig, siger sportsdirektør Allan Gaarde og fortsætter:

- Rasmus’ menneskelige kvaliteter kender vi, og så skal han i gang med en uddannelse inden for faget og oveni kommer hans enorme erfaring og lederegenskaber fra banen naturligvis som et kæmpe plus at have tilknyttet omkring holdet og truppen.

Rasmus Würtz er i gang med at tage en uddannelse inden for ledelse og coaching, og han skal også indlede et forløb omkring mentaltræning.

- Jeg har i en længere periode drøftet rollen sammen med Allan Gaarde og Jacob Friis (AaB’s cheftræner, red.), og jeg glæder mig helt enormt over min nye udfordring og at kunne fortsætte i AaB, hvor jeg ser frem til at indgå i staben og bidrage bedst muligt til holdet og den enkeltes udvikling og succes.

- AaB har været stærkt medvirkende til at udvikle mig som menneske, og nu skal jeg så bidrage på en ny måde, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, siger Rasmus Würtz.

Würtz startede sin karriere i Skive IK, inden han i 2002 rykkede til AaB. Fra 2007 til 2009 var han på kontrakt i FC København, inden han vendte tilbage til Aalborg, hvor han spillede frem til sit karrierestop denne sommer.

Würtz nåede også 12 landskampe for Danmark.