Video : Tipsbladet
Superliga

Reduceringer glæder Vendsyssel-træner: Hvert mål kan blive afgørende

Vendsyssels cheftræner, Jens Berthel Askou, glæder sig over, at de fik reduceret til 3-2 efter at have været bagud 3-0. Alle mål kan nemlig blive afgørende, fortæller han.

Vendsyssel FF løb ind i et nederlag, da de mandag eftermiddag gæstede Hobro IK i en kamp, hvor de ellers kunne have sikret sig tredjepladsen i gruppespillets pulje 2.

I kampens slutning lignede det ellers, at Vendsyssel var på vej mod et spektakulært comeback. Med tyve minutter igen var de således bagud med 0-3, men de formåede at få reduceret til både 1-3 og 2-3. Det lykkedes dog ikke, og Vendsyssel tabte altså 2-3, hvorfor Hobro stadig kan overhale Vendsyssel i puljen.

Men selvom det ikke lykkedes at sikre tredjepladsen, glæder de sig over scoringerne i Vendsyssel-lejren. De kan nemlig blive afgørende, fortæller cheftræner Jens Berthel Askou til Ritzau.

- Det er vigtigt, at vi ikke tabte 0-3. Det var noget, som vi var meget bevidste om. Selv om vi ikke fik point, så glæder vi os meget over de to mål undervejs. Vi har vidst hele vejen, at hvert mål kan gå hen og blive afgørende for os, siger Jens Berthel Askou.

Måldifference kan da også få en afgørende betydning for, hvem der slutter sidst i pulje 2. Hvis Vendsyssel spiller uafgjort mod Randers i sidste runde, mens Hobro slår AaB, slutter begge hold således med 29 point.

Bliver det tilfældet, vil måldifferencen afgøre, hvem der tager tredje- og fjerdepladsen. I øjeblikket er Vendsyssel bedst her, da deres målscore er -17, mens Hobros er -24.