Rekordkøb vil ikke sige, hvorfor han kom til Horsens
Foto: AC Horsens
Superliga

Rekordkøb vil ikke sige, hvorfor han kom til Horsens

Sivert Heltne Nilsen er AC Horsens' dyreste indkøb i historien, og transferen har vakt undren i Norge. Han er dog ikke meget for at forklare, hvorfor han bytter norsk guldkamp ud med en af de mindste klubber i Superligaen.

I Norge spillede han på det førende ligahold, han var trænerens søn, og han optrådte foran 10-12.000 tilskuere, hver gang Brann spillede hjemme i Bergen. Men Sivert Heltne Nilsen skiftede i går til AC Horsens.

Det skifte kom ikke mindst bag på nordmændene, der for manges vedkommende ikke kendte meget til Horsens, der både har en af Superligaens mindste budgetter og laveste tilskuergennemsnit.

- Man sælger en af de vigtigste spillere på holdet på dette tidspunkt. Det er et meget dårligt signal at sende. Man havde regnet med, at holdet denne sommer ville gå ud og forstærke sig og finde en angriber. I stedet vil trænerens søn væk på et tidspunkt, hvor man fører Eliteserien. Det er kort og godt sensationelt, sagde Anders Pamer, der er sportskommentator på Bergens Tidende, i går til tipsbladet.dk.

Forklaringen på skiftet får man dog ikke fra hovedpersonen selv. Sivert Heltne Nilsen vil kort og godt ikke begrunde skiftet over for NRK.

- Du må snakke med sportsdirektør (i Brann, red.) Rune Soltvedt eller AC Horsens. Det er dem, som har gennemført denne transfer, siger midtbanedynamoen.

Den norske public service-udbyder har også spurgt netop Soltvedt, om han tror, at Sivert Heltne Nilsen har forladt Brann, fordi han ikke følte sig værdsat.

- Det håber jeg virkelig ikke. Sivert har været en vigtig spiller for klubben i flere år. Vi håber at tage afsked med ham på ordentlig vis, siger sportsdirektøren uden at ville gå i detaljer med transferen.

Den er dog gået igennem, transferen, og den 26-årige nordmand har i dag første træning med sin nye klub.

I dette interview med Skipperligaen fra TV2 Østjylland sætter Sivert Heltne Nilsen nogle flere ord på skiftet til Horsens, men er stadig ikke meget for at åbne op for skiftet væk fra Brann.