Video : Tipsbladet
Superliga

Retov: Sejr mod OB og sejr i playoff-kampen kan ikke redde sæsonen

Martin Retov mener ikke, at der er noget, der kan redde Brøndbys sæson længere.

Der er stor forskel på 2017/18- og 2018/19-sæsonen for Brøndby.

I sidste sæson var klubben lige ved at vinde det danske mesterskab, men måtte i sidste ende nøjes med andenpladsen, men derimod formåede klubben at vinde pokaltitlen. I denne sæson kan Brøndby højst ende som nummer fire, hvor mesterskabet er rigtig langt væk, og derudover er pokalfinalen blevet tabt.

Uanset hvad der sker til allersidst i sæsonen kan Brøndbys sæson ifølge Martin Retov ikke reddes, og det er endda, selvom klubben fra Vestegnen fortsat kan kvalificere sig til europæisk fodbold, der er Brøndby-trænerens målsætning.

- Men en sejr mod OB og en sejr i næste uge om pladsen i Europa kan slet ikke redde sæsonen. Når det er sagt, handler det her også om Brøndbys selvforståelse. Vores selvforståelse er, at Brøndby skal spille i Europa. Jeg ved godt, jeg er farvet, når jeg siger det, men Brøndby skal repræsentere Danmark i Europa, fortæller Martin Retov til Ekstra Bladet.

Brøndby kan med en sejr over OB i eftermiddag tage fjerdepladsen i Superligaen, der giver adgang til en kamp mod enten AGF eller Randers i næste uge.