Video : Tipsbladet
Superliga

Retov vil have naturlig udskiftning i Brøndby: Skal have spillere med kvalitet

For at hæve niveauet i Brøndby igen vil Martin Retov have nogle nye spillere klubben.

Om Martin Retov fortsætter som cheftræner for Brøndby efter sæsonen er ganske uvist på nuværende tidspunkt, men den midlertidige træner blander sig alligevel gerne i, hvordan klubben skal agere på sommerens transfermarked.

Efter pokalfinalen mod FC Midtjylland fredag kunne han ifølge TV 2 Sport fortælle til Ritzau, at han håber på at se en naturlig udskiftning i Brøndby, hvor der bliver hentet nogle nye spillere, der både har sult og kvalitet.

- For klubben bliver det vigtigt at lave den naturlige udskiftning, der skal være på holdet. Vi skal have nye, sultne spillere ind – spillere med kvalitet, der kan løfte Brøndby igen, sagde Martin Retov til nyhedsbureauet.

Trods nederlaget i finalen kunne han samtidig glæde sig over, at det er lykkedes for Brøndby at spille sig i pokalfinalen de seneste tre år. Dog er klubben fra Vestegnen kun strøget til tops én af gangene. Det skete sidste år, hvor Silkeborg blev besejret i Parken. Året forinden havde Brøndby tabt en underholdende kamp mod FC København.