Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm: AGF fremprovokerer måske et rødt kort

Glen Riddersholm mente helt bestemt ikke, at Marcel Rømer burde have fået rødt kort, og han gav AGF-bænken en stor del af skylden for det.

En ellers ganske fredelig fodboldkamp udviklede sig dramatisk kort før tid på Ceres Park.

Marcel Rømer kom for sent ind i en tackling og nedlagde Mustapha Bundu. Det fik straks AGF-bænken til at brokke sig højlydt, mens de to holds spillere stimlede sammen ved situationen. I sidste ende fik Marcel Rømer et rødt kort, men det var for hårdt dømte ifølge SønderjyskE’s træner.

- Jeg synes, det er til gult kort og ikke mere. Det er et professionelt frispark. Det er dem, vi ser i Superligaen hver eneste runde. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, for det rammer os. Jeg er faktisk ikke op at ringe over selve situationen, men jeg kan se, at AGF måske fremprovokerer et rødt kort med deres reaktion, hvor træner og bænken står halvvejs inde på banen, fortalte Glen Riddersholm efter kampen til TV3 Sport.

Glen Riddersholm gav ydermere SønderjyskE’s manglende effektivitet skylden for, at det ikke lykkedes med at få point fra Aarhus, hvor især Mart Lieder og Kees Luijckx havde gyldne muligheder for at score.