Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm efter kontrovers: Bo og jeg vil begge vinde

Glen Riddersholm nedtoner den situation, som fandt mod slutningen af og efter kampen mellem SønderjyskE og AC Horsens, hvor han ikke ville give hånd til Bo Henriksen.

SønderjyskE og AC Horsens spillede fredag aften 0-0 i en chancefattig kamp i Haderslev, og et af kampens større højdepunkter udspillede sig derfor på trænerbænken.

Glen Riddersholm forsøgte til sidst at råbe sig til et straffespark, og det fik Bo Henriksen til at bryde ud i en voldsom latter.

Efter kampen ville Riddersholm ikke give sin trænerkollega hånden, men han nedtoner nu situationen med den forklaring, at de begge er ivrige efter at vinde.

- Jeg synes ikke, at han lige i den situation viser den respekt, der skal til. Det handler jo ikke om, at vi kan være enige eller uenige, men man behøver ikke at stå og grine af en anden mand, fortæller han til TV3 Sport.

- Bo og jeg har det faktisk rigtig godt sammen, så nu fik vi snakket om det bagefter, og det er jo, fordi vi begge to gerne vil vinde. Og hvad der sker ude på banen, bliver ude på banen, og bagefter er vi jo videre. Så er der ikke noget større ståhej i det.

Den tidligere FC Midtjylland- og AGF-træner var heller ikke helt særlig tilfreds med værternes offensiv.

- Grundlæggende mangler vi offensiv kvalitet. Enten spiller vi for langsomt, og når vi så får spillet os igennem det første pres, vender vi ikke i det mellemrum og spiller fremad. Så spiller vi tilbage til vores stopper igen og spiller meget stationært.

Næste opgave for Riddersholm og co. er udekampen mod Hobro IK næste søndag.