Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm efter remis: Spiller imod et AGF-hold, der kommer efter et point

Ifølge SønderjyskE-træneren var hans mandskab, der forsøgte at skabe kampen, da man mødte et AGF-hold, der kom efter et enkelt point.

Aftenens 3F Superliga-kamp mellem SønderjyskE og AGF endte 0-0 efter en relativt chancefattig kamp. 

Ifølge SønderjyskE-træneren, Glen Riddersholm, var kampen fyldt med fejl, og han ærger sig over, at hans mandskab lavede for mange boldtab, der førte til kontramuligheder for AGF. 

- Det er jo en kamp med alt, alt for mange fejl. Vi spiller for naivt og dumt, og vi giver alt for mange kontraer væk, siger han til TV3 Sport. 

Selvom Glen Riddersholm begræder de mange fejl, så mener han samtidig, at det var hjemmeholdet, der forsøgte at skabe kampen imod et AGF-hold, der ifølge ham kun kom efter et enkelt point.

- Vi spiller imod et AGF-hold, der kommer her for at få et point. Samlet set er vi i kontrol indtil de sidste 10 minutter. Det er os, der forsøger at skabe kampen, og havde kampen endt 0-0, og AGF ikke havde haft det her stolpeskud til sidst, så havde jeg været meget tilfreds, siger han. 

Det uafgjorte resultat betyder, at SønderjyskE indtager femtepladsen i 3F Superligaen med otte point.