Video : Tipsbladet
Generelle

Frigjorthed sendte SønderjyskE i finalen: Mere på spil i Superligaen

SønderjyskE turde slippe håndbremsen mod AC Horsens, og det blev afgørende, mener Glen Riddersholm.

Sønderjyske spillede sig onsdag i den første pokalfinale nogensinde i klubbens historie, da holdet hjemme slog AC Horsens med 2-1 i Sydbank Pokalens semifinale på en sen scoring af Anders K. Jacobsen.

Ifølge cheftræner Glen Riddersholm skyldes sejren især hårdt løbearbejde og stor fight fra flere af sine spillere.

- Det kan godt være, at det var "AK", der afgjorde det, men det løbearbejde, der blev lavet, var helt unikt, siger Riddersholm og peger blandt andre på midtbanespillerne Emil Frederiksen og Rasmus Vinderslev.

Sønderjyske er i øjeblikket hårdt presset i 3F Superligaen, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr i foråret.

Læs også:Skuffet Bo Henriksen: Pokalfinale havde været en fed oplevelse

Riddersholm så et helt andet mandskab i onsdagens pokalsejr, end han normalt gør i Superligaen.

- Der er langt større opmærksomhed på Superligaen på alle led og kanter, så der er mere på spil der.

- Håndbremsen var sluppet mod Horsens. Den frigjorthed og det mod, som vi viste, håber jeg, at vi kan tage videre med i Superligaen, siger cheftræneren.

I første halvleg af opgøret dominerede Horsens og havde også flere gode muligheder for at score.

Læs også:SønderjyskE i første pokalfinale: Et stort skridt for os

Men i anden halvleg slap udeholdet initiativet, og ifølge Horsens-træner Bo Henriksen skyldes det, at hjemmeholdet havde mere energi.

- De havde mere energi og kunne sætte tre friske indskiftere ind, som normalt er i startopstillingen, og så var de bedre end os i den sidste halve time.

- Vi burde have lukket kampen i første halvleg, for der var vi langt bedre end Sønderjyske, siger Bo Henriksen.

Pokalfinalen spilles den 1. juli på Blue Water Arena i Esbjerg. Modstanderen er enten AaB eller AGF.

/ritzau/

Læs også:Fattet Eskesen: Superligaen er førsteprioriteten

Læs også:Matchvinder-AK om pokalfinalen: Bliver magisk

Læs også:Bedst og værst: Maskinen Bah var afgørende i SønderjyskEs pokaltriumf