Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm lukker træningen: Vil forberede overraskelser til FCM

SønderjyskE skal arbejde på nogle taktisk overraskelser til kampen mod FC Midtjylland, og derfor har Glen Riddersholm dikteret to lukkede træninger for holdet.

Glen Riddersholm har noget at skjule. Derfor lukker han SønderjyskE's to sidste træninger op til søndagens kamp mod FC Midtjylland, hvilket ellers sjældent sker på de kanter.

Årsagen er, at han gerne vil overraske FC Midtjylland med nogle taktiske forandringer, og så nytter det ikke noget, hvis modstanderen har fået nys om det. Det er ikke nødvendigvis en ny spillestil eller formation, men i hvert fald nogle nye spillere, siger han til Der Nordschleswiger.

- FCM er fysisk, mentalt og teknisk på et meget højt niveau. Mod modstandere, der på papiret er bedre, ligger vores chance på det taktiske område. Hvis vi vil skabe en lille sensation, er vi nødt til at overraske modstanderen, lyder det fra cheftræneren.

Nogle ændringer i den sønderjyske trup giver helt sig selv: Victor Mpindi Ekani har karantæne, men til gengæld er topscorer Mart Lieder færdig med at afsone sin karantæne og må forventes at være tilbage på holdet.

Unge Peter Christiansen gjorde det ellers også godt i hans sted mod Esbjerg fB i seneste spillerunde, hvor han både scorede og lagde op til et mål. Det var også nok til en plads på Rundens Hold på tipsbladet.dk, hvilket givetvis er det aspekt ved weekendens sejr, han er gladest for...

SønderjyskE har forud for 26. spillerunde kun et bedre udgangspunkt i slutspillet at spille for, da top 6-toget for længst er kørt fra Haderslev.