Riddersholm: Min baggrund er en fordel
Foto: Mathias Svold/Polfoto
Superliga

Riddersholm: Min baggrund er en fordel

Glen Riddersholm har ikke selv erfaring som spiller i den bedste danske række, og det er slet ikke en dårlig ting, mener FC Midtjyllands cheftræner.

Meget skal gå galt, hvis ikke Glen Riddersholm og resten af FC Midtjylland hiver det danske mesterskab hjem i denne sæson. 
 
Den formentlig kommende guld-træner, der overtog posten fra Allan Kuhn i 2011, har ikke selv haft den store karriere som fodboldspiller. Men det er ikke nødvendigvis negativt.
 
Faktisk mener Glen Riddersholm, at den manglende baggrund som superliga-spiller er en fordel for ham.
 
- Jeg har uddannet mig i livets skole på en række områder. Ledelsesmæssigt, pædagogisk, psykologisk som man måske har sværere ved, hvis man kommer fra spillergerningen. Det, at jeg er ”student af spillet” som jeg kalder det, har givet mig et bredere fundament at være leder ud fra, og det drager jeg profit af i dag.
 
- I starten skulle jeg måske nok kæmpe lidt mere for respekten, men når den første periode er overstået og spillerne har set, at ham, der står foran dem, er velforberedt, så bliver det hurtigt hverdag. Men det er klart, at man skal gøre sig ekstra umage, og jeg har også følt, at jeg skulle bevise mig ekstra, fordi jeg ikke har haft denne her spillerkarriere, siger Glen Riddersholm til TV 2 Sport.
 
Ifølge TV-stationens gennemgang har der aldrig været så mange trænere i Alka Superligaen med manglende spillererfaring fra topfodbold.