Riddersholm: Sana er en spiller fra en høj hylde
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Superliga

Riddersholm: Sana er en spiller fra en høj hylde

Glen Riddersholm glæder sig over, at AGF har formået at hente Tobias Sana til klubben.

AGF hentede i går både Adama Guira og Tobias Sana til klubben. Begge spillere underskrev treårige kontrakter med Superliga-klubben. Det mest prominente navn af de to er formentlig Sana, som har en fortid hos Ajax og Malmø FF.

Glen Riddersholm, som fremover skal få den svenske kantspiller til at fungere på AGF-mandskabet, glæder sig også over, at aarhusianerne har formået at hente en spiller af den kaliber.

- I Tobias Sana har vi fundet en levende, dygtig spiller, som kan fastholde spillet og se åbninger hos modstandere. Det er en spiller fra en høj hylde, og det er op til os at give ham muligheder og tryghed for, at han kan udnytte sit potentiale, fortæller Glen Riddersholm til Stiften.dk.

Svenskeren fik uofficiel debut for AGF, da de lørdag mødte Silkeborg i en træningskamp, som blev vundet 2-0. Her blev det til 45 minutter for kantspilleren, som viste håbefulde takter.