Video : Tipsbladet
Superliga

Glen Riddersholm storroser debutant: En virkelig spilintelligent angriber

Anders K. Jacobsens flotte debut i Sønderjyske-trøjen kaster store roser af sig fra Sønderjyske-træneren.

Sønderjyske-debutanten Anders K. Jacobsen fik en afgørende rolle, da han med et mål og en assist søndag sikrede sønderjyderne en 3-1-sejr over Hobro IK i 3F Superligaen.

Efter kampen fik den debuterende angriber en masse positive ord med sig fra Sønderjyske-træner Glen Riddersholm.

- Vi har fået en spiller, der er god at spille op på, og han er enormt snu til at løbe på de rigtige tidspunkter.

- Generelt er han virkelig en spilintelligent angriber, konstaterer Riddersholm efter Anders K. Jacobsens flotte debut søndag.

Den 30-årige angriber blev i slutningen af vinterens transfervindue hentet i OB, hvor det i efteråret blot blev til fire startpladser.

Samtidig sendte Sønderjyske hollandske Mart Lieder den anden vej, og den byttehandel glæder sportschef i Sønderjyske Hans Jørgen Haysen sig over.

- Lieder har været vores foretrukne angriber i halvandet år, og det skal vi på ingen måde negligere.

- Men Anders har ventet på chancen, og han er i glimrende form og deltager aktivt i vores presspil, siger Haysen og udpeger angriberen som banens klart bedste mod Hobro.

Selv er Jacobsen glad for sin præstation i debuten, men han mener, at han stadig kan præstere endnu bedre.

- Jeg har hele tiden vidst, at Sønderjyske og jeg var et godt match, men jeg er sikker på, at jeg stadig har det bedste til gode, og så er det bare op til mig at vise det, siger angriberen.

Anders K. Jacobsen har spillet 201 superligakampe, hvor det er blevet til 51 mål.

/ritzau/