Video : Tipsbladet
Superliga

Risgård: Den gamle læg kan holde til det

Kasper Risgård var tilbage i aktion efter en skade, da AaB i går spillede træningskamp.

De sidste uger har Kasper Risgård været ude med en lægskade, men det var han kommet sig over, da AaB fredag spillede træningskamp mod ukrainske Desna, der endte med en sejr på 1-0.

Her fik Kasper Risgård nemlig 45 minutter på banen, og det var opløftende for den 36-årige veteran.

- Det var dejligt. Jeg kan godt mærke, at det er et stykke tid siden, jeg har været med, og at jeg kun har et par træninger med holdet i benene, men jeg synes, at det gik ok. Det er stadig en gammel læg, men den kan godt holde til det lige nu, siger Kasper Risgård til Nordjyske.

Cheftræner Jacob Friis fortæller dog i samme artikel, at han synes, Kasper Risgård så rusten ud og skulle have flere træningspas i benene.