Risgård om græsk katastrofeophold: Flere gange hvor jeg var ved at bukke under
Superliga

Risgård om græsk katastrofeophold: Flere gange hvor jeg var ved at bukke under

Kasper Risgård Panionios-ophold endte som en katastrofe.

Kasper Risgård er igen en stor profil hos AaB, hvor han også fik sit seniorgennembrud, før han skiftede til udlandet. Det startede fornuftigt hos Armenia Bielefeld i 2. Bundesligaen, før en større sparerunde sendte ham videre i systemet, hvor græske Panionios blev næste stop.

Det blev dog langt fra tzatziki og tak, hvor går det godt for den nu 33-årige midtbanemand, der igennem adskillige måneder blev forsøgt presset ud af den græske klub, hvor de forbindelser, der præsenterede klubben godt inden skiftet, forsvandt, kort tid efter han selv ankom. Panionios ville nu pludseligt have danskeren og de penge, som han kostede, ud af systemet, og det førte til drastiske metoder – alt sammen med det mål, at danskeren skulle kunne beskyldes for kontraktbrud. Det er Spillerforeningen, der bringer historien.

- Der var flere gange, hvor jeg var ved at bukke under. Havde det ikke været for min kæreste, så var det sket. Det er ikke fordi, der er nogen, der skal have ondt af mig, for jeg valgte selv at tage derned. Men det var sådan, det var. De forsøgte konstant at presse os. De ville have os til at knække, og det var sindssygt hårdt. Der var situationer, hvor jeg var decideret bange.

Han fremhæver bl.a. en episode, hvor klubben ad omveje forsøgte at bilde ham ind, at den løbetræning, som han var degraderet til i stedet for at træne med holdet, var aflyst. Mødte han ikke op, kunne de annullere kontrakten. Det skete i forbindelse med kærestens pludselige fødsel.

- Jeg var hjemme fra hospitalet kl. 5:00 og stod op kl. 6:30, hvor jeg igen ville tage derud sammen med min kærestes familie. Senere fik jeg at vide hjemme fra Spillerforeningen, at jeg skulle se at komme af sted. Jeg skulle ikke misse en træning. Det var nemlig ikke sikkert, at agenten talte sandt, og den chance skulle jeg ikke tage, fortalte de mig. Der var en times kørsel fra hospitalet til træningsanlægget, og jeg havde under en time til at nå derind. Jeg var presset. Jeg kørte som død og helvede gennem Athen for at nå til træning, siger han.