Video : Tipsbladet
Superliga

Robert Skov afviser januarskifte: Koncentrerer mig om FCK

Robert Skovs storform vil utvivlsomt øge interessen fra udlandet, men kantspilleren tænker ikke selv på at skifte væk. Også manager Ståle Solbakken afviser, at et salg af FCK's nummer 29 kan komme på tale i det kommende transfervindue.

Med sine to mål mod AGF søndag eftermiddag udbyggede Robert Skov sin stime af kampe med scoringer fra fire til fem, og den 22-årige kantspiller synes generelt at være i sin livs form for øjeblikket.

Det vil derfor ikke overraske de fleste, hvis interessen fra udlandske klubber er steget markant i de seneste måneder, og at Skov også kan have bud efter sig til januar, selvom han næsten lige er kommet til FC København.

Offensivspilleren afviser dog selv, at det kan komme på tale:

- Jeg tænker slet ikke over det for at være helt ærlig. Jeg spiller i den største klub i Skandinavien og er sindssygt glad for at være her. Jeg koncentrerer mig 100 procent på at gøre det så muligt for klubben og hjælpe holdkammeraterne så meget, som de hjælper mig.

- Jeg er i FCK, og det er det, jeg koncenterer mig om. Det er hundrede procent sikkert, at jeg bliver her efter vinter. Jeg har ikke tænkt et sekund på det for at være ærlig, og jeg bruger ikke min tid og energi på det, fortalte den 22-årige offensivsspiller umiddelbart efter slutfløjtet i Telia Parken.

Også FCK-manager Ståle Solbakken regner med at holde på sin nye guldfugl. Et skifte allerede nu vil være dumt, mener nordmanden:

- Det er dumt af ham, hvis han gør noget nu. Han kan jo bygge på her, og det mener jeg også, at han skal gøre, før han tager det rigtige skridt og ikke skifter til en lorteklub. Han skal til en klub, der er stor, og der er det bedre at vente, som han gjorde i Silkeborg til, hvor han tog et mellemskridt som FC København.

- Så kan du tage til en rigtig god klub i en rigtig god liga i stedet for at gå igennem en lorteklub, hvor du skal stå på egen banehalvdel. Det er vigtigt, at han spiller på et hold, der har bolden, så han kommer i de her situationer. Han er afhængig af at blive sat op, og hvis han bliver sat rigtigt op med sine færdigheder, så er det vigtigt, at han har is i maven, siger Ståle Solbakken, der også afviser, at et januarskifte kan komme på tale:

- Han kommer til at spille her indtil sommer. Hvis han ikke gør det, er der noget galt med både mig og ham, siger Solbakken.

FC København vandt kampen med 4-2 over AGF og topper nu Superligaen, inden at FC Midtjylland møder Brøndby IF mandag aften.