Video : Tipsbladet
Superliga

Robert Skov: Boldene går i mål for tiden

Robert Skov er glad for at kunne tilbagebetale Ståle Solbakkens tillid med kampafgørende aktioner.

FC København hentede weekenden endnu en sejr i Superligaen, hvor hovedstadsklubben ligger side om side med FC Midtjylland. Vejle blev besejret 3-1 i Nørreskoven, og endnu en gang var kantspilleren Robert Skov blandt FCK’s bedste og mest kampafgørende spillere.

Skov lynede igen med venstrebenet og scorede til 2-1 med et kvarter igen, og han er bare lykkelig over at kunne give tilbage for den store mængde spilletid. Det siger han i et interview til klubbens hjemmeside.

- Personligt er jeg inde i en rigtig god periode. Jeg har fået virkelig meget tillid fra Ståle og mine holdkammerater, og det er skønt at kunne betale tilbage. Boldene går i mål for tiden, og det nyder jeg selvfølgelig, men jeg er også bevidst om, at det kræver hårdt arbejde at bevare den gode form. Og så stræber jeg hele tiden efter at blive endnu bedre," siger han.

Robert Skov kom med scoringen mod Vejle op på syv sæsontræffere i Superligaen, men han U21-landsholdsspilleren glæder sig mest over, at FCK viste karakter mod Vejle efter en dårlig start på opgøret.

- Selvom vi var i problemer og startede kampen dårligt, så beviste vi, at vi er vokset som hold og har lært meget. Nu glæder vi os helt vildt til kampen på torsdag, siger Skov til fck.dk

FC Københavns næste kamp er allerede torsdag aften, når Slavia Prag lægger vejen forbi Telia Parken i Europa League.