• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Robert Skov om FCK-tiden: Der er bare forskel på København og Jylland

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Robert Skov fastslår, at det for ham har været afgørende, at han brugte FC København som springbræt til en karriere i udlandet.

Af Ole Hoffskov

Robert Skov rykkede først øst for storebælt og siden syd for den danske grænse, da skiftet fra Silkeborg IF til FC København blev fulgt op af en drømmetransfer til Bundesliga-klubben Hoffenheim, hvor danskeren hidtil har været fast mand på en ny position som venstre wingback.

Da Robert Skov i januar 2019 tog til FC København, var der allerede bud efter ham fra udlandet, men han valgte halvandet år i hovedstaden, og han er sikker på, at det har gjort overgangen til tysk fodbold mere spiselig.

- Når jeg ser på, hvor jeg står i dag som fodboldspiller, havde det været rigtig svært at tage direkte til udlandet fra Silkeborg. Jeg mener, at det var altafgørende for mig at tage til FC København, siger Robert Skov til Tipsbladet.

Læs også:Robert Skov om møde med stjerner: Jeg har virkelig været udfordret

I FC København oplevede Robert Skov at spille på et tophold, han oplevede det pres, der er på Danmarks mest vindende klub, og han oplevede at spille europæiske kampe med høj intensitet.

- Jeg kan stå herovre på den anden side og sige, at der er lang vej fra Silkeborg til at være i udlandet og spille fast. Man kender ikke sig selv på samme måde, når man kun har spillet ét sted. Hvordan er et nyt omklædningsrum, et nyt land, at bo i en ny by. Alle de førstegangs-udfordringer, jeg fik i København, hvor jeg var i et forholdsvis trygt miljø, hvor jeg kunne sproget, havde venner uden for fodbold og fik rigtig gode venner i klubben, og hvor jeg samtidig fik de førstegangs-oplevelser, uden nogen som konsekvens sagde, at de ikke kunne bruge mig, når jeg begik fejl.

- Uden de førstegangs-oplevelser i København havde jeg på mange punkter haft det utrolig svært i udlandet. Jeg fortæller til unge spillere, der overvejer at tage til udlandet, at det er en god ide at tage til FC København først, hvis de ikke har været i en anden klub. Det er så meget sværere at stå i udlandet med alle de udfordringer, mener jeg. Så det var det helt rigtige for mig at tage til FC København.

Læs også:Skuffet Robert Skov: De var mere effektive end os

- Det betyder noget at krydse broen. Der er bare forskel på København og Jylland. At spille med en række udlændinge i FC København, jamen det vrimlede jo ikke ligefrem med udenlandske spillere i Silkeborg. Så for mig var det skifte afgørende, lyder det fra Robert Skov.

23-årige Robert Skov havde en forrygende tid i FC København og scorede imponerende 34 mål i 72 kampe. Det kastede blandt andet en hæder som Superliga-topscorer af sig.

Hoffenheim betalte 75 millioner kroner for Robert Skov, og det beløb kan senere stige til 90 millioner. 

Læs også:FC København-angriber klarmelder sig til Lyngby-kamp

Læs også:Solbakken før tætpakket program: Spillerne er ikke maskiner

Læs også:Status på syv danskere i Bundesligaen: Det ligner et virkelig godt match

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020