Video : Tipsbladet
Superliga

Röcker efter guldduel på Heden: Det var tre vigtige, men heldige point

Fru Fortuna tilsmilde Brøndby IF torsdag aften i Herning, men det skal de være glad for og nyde, mener Benedikt Röcker. Når de har gjort det, er der masser af forbedre.

Det kunne lige så godt have stået 3-1 og 4-1 til FC Midtjylland i stedet for 2-3 Brøndby IF, da torsdagens topkamp i Herning sluttede. For hjemmeholdet ramte træværket to gange i anden halvleg, først overliggeren og så stolpen, men heldet var ikke på deres side.

Det var tværtimod på Brøndbys, og det anerkender Benedikt Röcker da også. Men tre point er tre point, og når de kommer mod den primære konkurrent til mesterskab, er de ekstra gode at få.

- Vi ved, at det for os handlede om at trykke på reset-knappen (efter 0-2, red.) og bare blive ved, fordi vi ved, hvad vi er i stand til. I pausen havde vi mulighed for at ændre kampen, og alle på holdet troede på det, og det så vi i dag. Det var tre rigtig, rigtig vigtige point, men også tre heldige point, sagde Röcker efter kampen.

Hans forsvarsmakker, Paulus Arajuuri, kostede det første mål, da han tabte en løbeduel til Gustav Wikheim og siden kiksede sin clearing, og efter kampen vurderede cheftræner Alexander Zorniger, at især bagkæden havde tabt mange dueller.

At forsvaret ikke ramte dagen, er Röcker helt på linje med sin landsmand i. Men hvorfor gjorde de så ikke det?

- Fordi modstanderen også er god, især offensivt. Men jeg er helt enig med træneren. Vi havde ikke den dækning og aggressivitet i dag, som vi havde i de foregående kampe. Selvfølgelig er det et punkt, vi er nødt til at tale om. Især med så vigtig en kamp, det var, sagde han.

- Men det er et stort kompliment til holdet, at vi håndterede den situation, selv om vi måske ikke havde den perfekte kamp med og uden bolden; at vi bare blev ved og troede på det.

Röcker, Zorniger og resten af Brøndby-mandskabet har nu vundet tre gange ude af tre mulige mod FC Midtjylland i denne sæson. Den tyske midtstopper var ikke meget for at tale om en psykologisk overhånd, men han ville gerne forholde sig til de tre points forspring, hans hold har.

- Det er en god følelse for os, og det er vigtigt, at vi nyder det. Især i dag. Men fra i morgen er fokus fuldstændig på Nordsjælland ude, og det er også en svær kamp for os. Nu skal vi komme os, og så glæder vi os meget til søndag.

Der er kickoff til det opgør klokken 20.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.