Video : Tipsbladet
Superliga

Rodolph Austin gik fri af karantæne: Sådan nogle ting sker bare i fodbold

Jamaicaneren er klar til at spille søndag mod Brøndby, og han glæder sig.

Han er en profil for Esbjerg fB, og når Superliga-oprykkerne spiller første hjemmekamp, er det også med den stærke forsvarsspiller til rådighed.

Rodolph Austin, 33 år, fik nemlig ikke karantæne, efter en videoobservatør ellers havde bedt Fodboldens Disciplinærinstans om at se nærmere på en situation, hvor Austin førte en arm ud til siden og ramte Jakob Ankersen med det, der lignede albuen. Michael Tykgaard dømte ikke noget i kampen, men så den efterfølgende på video og mente, at den var til et gult kort. Derfor gik instansen ikke videre med en mulig Austin-sanktion.

Selv fortæller jamaicaneren nu, at han ikke har ligget søvnløs i forhold til en mulig sanktion fra Fodboldens Disciplinærinstans.

- Jeg kan godt huske situationen (med Jakob Ankersen, red.), men for at være helt ærlig tænker jeg altså ikke så meget over det. Dommeren gav mg ikke gult kort. Du ved, sådan nogle ting sker bare i fodbold, siger Rodolph Austin til tipsbladet.dk.

Jamaicaneren fortæller, at han først i løbet af ugen fandt ud af, at der var en mulig sag, da hans trænere fortalte ham om det. Han glæder sig naturligvis over at kunne spille årets første hjemmekamp, og søndagens opgør er belejligt nok også mod jamaicanerens tidligere klub i Danmark, Brøndby IF.

- Jeg ved ikke, hvordan det bliver, men det er altså bare endnu en kamp. Endnu en vigtig kamp, siger han om udsigten til at stå over for de gamle venner.

Der er stadig folk tilbage på Brøndby-holdet, som Rodolph Austin kender ganske vel - Benedikt Röcker, Hjörtur Hermannsson og Hany Mukhtar er nogle af de gamle venner, som Rodolph Austin spillede sammen med i Brøndby.

- Jeg taler ikke så meget med mine gamle holdkammerater om, hvad der sker i min klub, og hvad der sker i deres. Jeg taler mere om, hvordan de går og har det, siger han og slår fast, at målet søndag er at få årets første sejr.

- Vi spiller alle kampe for at vinde, og det er den første hjemmekamp, så vi vil gerne spille noget god fodbold og vinde. Som hold skal vi spille sammen, arbejde hårdt og kæmpe for hinanden, siger Esbjerg-spilleren.

Det var fra 2015 til 2017, at Rodolph Austin spillede for Brøndby IF. Han blev hentet i Leeds og spillede på den defensive midtbane i klubben fra den københavnske vestegn. I sommeren 2017 skrev han under med Esbjerg, og aftalen løber ud til sommer.