Video : Tipsbladet
Superliga

Rønnow håber på bedre spil i returopgøret mod VPS

Frederik Rønnow appellerer til, at Brøndby leverer en bedre indsats end i den første kamp, når de på torsdag møder VPS Vaasa på udebane i Europa League-kvalifikationen.

Brøndby satte sig selv i ganske god position, da de besejrede finske VPS Vaasa med 2-0 på Brøndby Stadion i sidste uge. Men hvis Vestegnens drenge skal videre til næste runde i Europa League, skal arbejdes gøres færdigt på torsdag.

Det mener Frederik Rønnow også, at Brøndby bør gøre. Den danske landsholdsmålmand hæfter sig ved, at Brøndby ikke spillede nogen specielt god kamp mod finnerne i sidste uge, men derimod var der meget lovende takter fra søndagens storsejr over FC Midtjylland i Superligaen.

Det er takterne fra den kamp, som Brøndby-spillerne skal tage med ind til udekampen i Finland, og Frederik Rønnow håber på bedre spil end i den første kamp.

- Vi fik et godt udgangspunkt. Vi spillede måske ikke helt den kamp, vi gerne ville, men så fulgte vi op med en rigtig god kamp mod FC Midtjylland, og det er de ting fra den kamp, som vi skal tage med, siger målmanden blandt andet til Brøndbys hjemmeside.

- Det er et hold, som vi skal være i stand til at dominere, og de passer egentlig rigtig godt til vores spillestil, så jeg er ret sikker på, at vi får scoret. Og gør vi det, så bliver det også rigtig svært for dem at komme tilbage, men vi skal fra start spille vores spil og gøre det bedre, end vi gjorde i den første kamp. Gør vi det, er jeg sikker på, at vi skaber et godt resultat.