Video : Tipsbladet
Superliga

Rørt Wind: Har altid drømt om at afgøre et derby foran Sydsiden

Jonas Wind er glad og ikke mindst rørt efter sin afgørende scoring mod Brøndby IF

Jonas Wind blev dagens mand i skysovs for FC København.

Da lokalopgøret ude mod Brøndby IF tog hul på tillægstiden, dukkede den unge, indskiftede angriber op ved forreste stolpe og scorede til 1-0, som også blev kampens slutresultat. 

Det var Winds første optræden i Superligaen i denne sæson, og den blev altså markeret med stil.

- Det er svært at sætte ord på, men det var en kæmpe forløsning og mega fedt. Jeg har altid drømt om at afgøre et derby foran Sydsiden, så man kan ikke sætte ord på, hvor stort det er. Det var rørende og en kæmpe forløsning. Brøndby er vores kæmpe rivaler, og det er en kæmpe kamp, så at få lov til at afgøre den var super fedt. 

- Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg er en 19-årig knægt og stadig ny i det her game, så det hele er meget specielt. En rigtig god dag på kontoret, siger Jonas Wind.

FCK-angriberen pådrog sig en fiberskade i en testkamp mod Lyngby før sæsonen, og derfor er han først nu klar til at spille igen.  

- Det er ikke sjovt at være skadet. Der har været mange sure løb, mens jeg har set de andre træne. Min skadesperiode har været med til at gøre den her dag endnu mere speciel. At vende tilbage til Superligaen på den her måde er meget rørende, siger Jonas Wind.

Og apropos rørende.

Kort efter Jonas Winds scoring kunne man på FCK-bænken se en Team Manager med tårer i øjnene. Per Wind, far til Jonas Wind, kunne slet ikke holde tårerne tilbage efter sønnikes afgørende scoring mod FCK's arvefjender. 

- Det betyder det hele. Jeg fik lov til at hilse på ham efter kampen og kunne godt mærke, han var rørt. Jeg vil ikke sige, jeg fældede en tåre, men det var meget rørende at se ham, som altid har støttet mig, på den måde. Det gjorde det meget specielt, slutter Jonas Wind.

Næste opgave for FC København er på torsdag ude mod Slavia Prag i Europa League.