Ståle Solbakken afslørede onsdag, at Robin Olsen formentlig skifter denne sommer, og torsdag formiddag kunne flere italienske medier afsløre, at den svenske keeper er førsteprioriteten til at erstatte Alisson i Roma.
På et pressemøde blev Roma-sportschefen Monchi spurgt ind til rygtet, og selv om han ikke ville bekræfte det, indrømmede han, at Olsen er en mulighed.
- Robin Olsen er et emne, men han er ikke det eneste. Vi tager det roligt uden at stresse, fortalte han.
Monchi bekræftede også, at Alisson befinder sig i Liverpool, og at forhandlingerne med den engelske klub er fremskredne.
- Vi har ikke færdiggjort noget endnu. Men det er rigtigt, at forhandlingerne er fremskredne, og at han er i Liverpool nu, fortalte han.
Ifølge flere medier skulle Alisson koste 560 millioner kroner, hvilket vil gøre ham til den dyreste keeper nogensinde.