• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Ronnie Schwartz' første tid i FCM: Modstandere ville ikke hilse på ham

Foto: FC Midtjylland/Twitter

Ronnie Schwartz er for anden gang i karrieren FC Midtjylland-spiller. Da han også var det i U17-alderen, tog de beslutningen ilde op i AaB. Men Schwartz var en del af et af FCM's mest talentfulde hold, fortæller Glen Riddersholm.

Af Anders Dehn

Inden FC Midtjylland præsenterede Ronnie Schwartz fredag aften, lagde klubben et gammelt holdbillede på Twitter. Det var U17-mandskabet i foråret 2004, og selv om det var 16 år gammelt, var der masser af kendte ansigter på.

Blandt trænerne var den nuværende sportschef Svend Graversen og guldtræneren Glen Riddersholm. På bagerste række stod desuden Jesper Juelsgård, Winston Reid, Jonas Lössl, Christian Sivebæk og sågar landsholdsmålmanden i håndbold Jannick Green.

Men ham, man skulle holde øje med, sad på hug nede foran. Med hår helt ned i panden, strømperne trukket op over knæene og Puma King-støvler på fødderne. Ronnie Schwartz var tilbage.

Superliga-bomberen tilbragte kun et halvt år i FC Midtjyllands ungdomsafdeling, men den daværende ITU-træner Riddersholm husker det udmærket.

- Det var en fase i starten af akademiets tid, hvor vi havde brug for dygtige spillere, så vi var vidt omkring, kan man roligt sige. Vi fik overbevist tre unge spillere, Jacob og Casper Nordstrøm og så Ronnie. De tre boede i Aalborg og kom ned til vores U17-hold. Det var under stor furore, husker Glen Riddersholm om tiden, hvor andre danske klubber anklagede FCM for at lokke deres spillere til Ikast og Herning med lige lovlig aggressive metoder.

- Når AaB mødte Midtjylland, ville AaB ikke hilse på de tre, vi havde med, tilføjer RIddersholm.

Læs også:Ronnie Schwartz: Ville have svært ved at motivere mig til opgaven i Silkeborg

I foråret 2004 var akademiets fysiske rammer ikke til, at man kunne bo der, så den aalborgensiske trio blev boende i Nordjylland.

- De kunne ikke komme ned og træne med alle de fire-fem gange i ugen, som vi trænede. Så vi var flere, som på skift tog op og trænede med dem på diverse nordjyske træningsanlæg for at holde dem i gang, siger Riddersholm.

- Det var en utraditionel måde, men sådan var vi nødt til at arbejde for at skabe et brand. Det er selvfølgelig en helt anderledes måde, de arbejder med det i dag. Men al begyndelse er svær, så vi måtte tage utraditionelle metoder i brug, hvilket Midtjylland er blevet kendt for i alle henseender siden.

Det er ikke til at se på den unge, tynde dreng på billedet (nr. fire fra venstre i forreste række), men allerede dengang havde Ronnie Schwartz det dræberinstinkt, der kendetegner ham i dag. Som U17-spiller var han heller ikke med for at presse modstandernes forsvarsspillere, men for at sparke bolden ind, når han fik den.

- Ronnie er angriber med stort A. Han lever af at score mål. Det kunne man se helt fra starten, da han var U17-spiller. Han løb kun og ventede på, at hans hold skulle erobre bolden, så han kunne komme til afslutning, fortæller Glen Riddersholm.

- Allerede der var han en giftig afslutter og målscorer. Det var en spiller, vi var rigtig kede af, at vi ikke kunne fastholde, da alle tre valgte at tage tilbage til AaB. Men det var en fornøjelse at arbejde med Ronnie. Han havde en eventyrlig sult efter at score mål. Det var det eneste, han arbejdede for. Fantastisk.

Det var ikke sådan, at Schwartz ikke ville kollektivet, for det ville han gerne. Men han var en individualist, mener Riddersholm. En ener på et hold, der ellers var rigt på talent, som opremsningen i indledningen vidner om.

Læs også:FC Midtjylland vil finpudse angrebet: Ikke effektive nok i efteråret

Det hold var et af de første på det midtjyske akademi, og dets succes var både ulogisk og på samme tid afgørende for, at FC Midtjyllands ungdomsarbejde siden blev et af landets mest flittige producenter af U-landsholdsspillere og en millionforretning.

- Det stred mod al sund fornuft. De spillere, vi kunne tage fra, var ikke repræsenteret vidt og bredt på diverse landshold. Vi udvalgte dem på spidskompetencer, vi kunne udvikle til videresalg. Alle spillere havde spidskompetencer: Ronnie sine afslutninger, Winston Reid en fysisk pakke, siger Glen Riddersholm.

- Vi lavede en forretning ud af at lave talenter. De to årgange er historisk set nogle af de mest succesfulde og blandt dem, der blev solgt for mest.

Riddersholm mener, at det hele var udslaget af, at de rette mennesker alle var på det rette sted på det rette tidspunkt.

- Det kom der noget magisk ud af, siger han.

- I og med vi startede, som vi gjorde, fik vi lynhurtigt skabt et brand og en respekt, så det med årene blev lettere for os at tiltrække spillere på en højere hylde. Man kan se i tiden efter, at man fik skabt sig et navn, som gjorde, at det også var lettere at stå på mål for de store armbevægelser.

- Hvis det ikke havde været en succes fra starten, kunne vi hurtigt blive en smule til grin. Men det var der aldrig tale om.

Nu er Ronnie Schwartz så tilbage. Denne gang skifter han næppe væk, fordi hans køremakker ikke vil flytte hjemmefra, men han kan være med til at skabe noget magisk igen, hvis han plaffer mesterskabet til Midtjylland.

Læs også:FCM-profil ser frem til foråret: Har haft en af mine bedste opstarter

Læs også:FC Midtjylland afviser Marcondes-leje: Han bliver i Brentford

Læs også:SIF om topscorersalg: Schwartz' ønske om skifte var for stort

---------------------------

Se FC København vs. Piast Gliwice i Europa League-jagt på Dplay med specialtilbud til Tipsbladets læsere. SE MERE HER.

Superliga

Mere Superliga

Fokus