Ronnie Schwartz: Jeg blev brugt forkert i Brøndby
Foto: Brøndby IF
Superliga

Ronnie Schwartz: Jeg blev brugt forkert i Brøndby

Ronnie Schwartz er kommet til Esbjerg for at spille 'rigtig angriber' i et 4-4-2-system.

Få dage før transfervinduets lukning, blev Ronnie Schwartz præsenteret som ny spiller i Esbjerg. Angriberens lejeaftale med Brøndby blev byttet ud med en tilsvarende på vestkysten, og derfor er den tidligere Randers-bomber nu på plads hos Jonas Dals mandskab.

Schwartz glæder sig over at være kommet til Esbjerg, hvor han ser frem til at blive benyttet som central angriber frem for kantspiller, hvilket var hans position i Brøndby.

- Jeg blev helt sikkert brugt forkert i Brøndby, fordi de ville have, at jeg skulle spille på kanten. Det er ikke mig. Jeg skal spille rigtig angriber i et 4-4-2-system, og det kan jeg forhåbentlig komme til i Esbjerg, siger Ronnie Schwartz til JydskeVestkysten. 

Ronnie Schwartz oplyser desuden til avisen, at han endnu ikke har gjort sig tanker om sin fremtid efter lejemålets ophør i EfB til sommer.