Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 10. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Tiende spillerunde i Superligaen bød på sæsonens første topopgør mellem FC København og FC Midtjylland, og de to guldkandidater spillede 0-0 i en kamp, hvor gæsterne fra Jylland var bedst. Andetsteds vandt Esbjerg fB med en ny cheftræner i spidsen overbevisende over Brøndby IF, mens AGF fortsatte den eminente form og satte tre point ind på kontoen med OB. I Silkeborg IF ser alt fortsat håbløst ud.

Vi har som altid taget et kig på de individuelle præstationer i den forgangne spillerunde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 10. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Rask, Hobro IK (2)
Hobro IK er meget svære at slå i denne sæson, og én af forklaringerne er, at klubben har en dygtig målmand. I hvert fald når han er på toppen. Jesper Rask har det med at svinge i præstationerne, men mod SønderjyskE var der ingen slinger i valsen, og Hobro-keeperen noterede sig for seks redninger. Den vigtigste af alle var naturligvis redningen på Mads Albæks straffespark i de døende minutter. 

Højre back: Daniel Anyembe, Esbjerg fB (1)
Daniel Anyembe er én af de Esbjerg-spillere, der ikke har ramt niveauet fra sidste sæson, men det gjorde han i vestjydernes flotte 3-1-sejr over Brøndby IF. Den lynhurtige back var ikke bange for at udfordre Brøndbys forsvar, og han noterede sig for en enkelt assist. 

Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (2)
Som Erik Sviatchenko spiller i øjeblikket, er det ikke svært at forstå, hvorfor FC Midtjylland er tæt på umulige at score imod. I søndagens topopgør mod FC København var Sviatchenko et monster i duellerne, og han lod sig ikke ryste af, at han fik en ny makker i anden halvleg. Den 27-årige midtstopper har haft en formidabel sæson indtil videre. 

Central forsvarer: Niklas Backman, AGF (4)
AGF's med afstand vigtigste spiller bliver ved med at levere varen. Det var ikke hans bedste præstation mod OB, men det siger mere om, hvor forvænte man er blevet i forhold til den svenske midtstopper. Niklas Backman tog sig af det meste, OB kom med, og han udstråler en ro på banen, som smitter holdkammeraterne. 

Venstre back: Marc Dal Hende, FC Midtjylland (1)
Selv om Marc Dal Hende ikke har spillet ret mange kampe i denne sæson, virker han ikke den mindste smule rusten, og FC København-spillerne havde nok at se til med den hurtige wingback, der havde fine aktioner offensivt og defensivt. 

Højre midtbane: Lasse Fosgaard, Lyngby Boldklub (3)
Lasse Fosgaard noterede sig for sin fjerde assist i denne sæson mod Silkeborg IF, og dermed er Lyngbys nummer 9 på en delt førsteplads på den liste. Fosgaard har været direkte involveret i fem af Lyngbys 11 mål i denne sæson, og han har vist sig lige så uundværlig som Frederik Gytkjær. 33-årige Fosgaard er lidt en "late bloomer" i toppen af dansk fodbold. 

Central midtbane: Jacob "Lungi" Sørensen, Esbjerg fB (1)
Én af rundens absolut bedste præstationer noterede Jacob "Lungi" Sørensen sig for mod Brøndby. Midtbanemanden scorede målet til 3-1, og derudover var han den spiller, der havde flest blokeringer af alle i tiende spillerunde. Jacob "Lungi" Sørensen har i de første ti kampe raget seks gule kort til sig - mere end nogen anden i Superligaen - så han har på mange måder været mere en hård hund end en elegantier i denne sæson. Mod Brøndby så det kønt ud. 

Central midtbane: Mustafa Amini, AGF (1)
Mustafa Amini blev matchvinder for AGF med en drøm af et langskud mod OB, og det var om noget et bevis på, at meget lykkes for århusianerne lige for tiden. Australieren har spillet næsten samtlige minutter for AGF i denne sæson og er en af de vigtigste spillere på David Nielsens mandskab. 

Venstre midtbane: Saba Lobjanidze, Randers FC (3)
Kronjydernes bedste spiller var også bedste mand mod AC Horsens. Saba Lobjanidze scorede målet til 1-1, og det var hans præcise hjørnespark, der førte til et selvmål fra Ayo Simon Okosun kort efter. Georgieren tog hele tiden udfordringen op mod AC Horsens' forsvarsspillere, og han slap ofte godt fra det. 

Angriber: Gustav Marcussen, Lyngby Boldklub (1)
Det handler ikke om, hvor lang tid man spiller, man hvad man formår at udrette i den tid, man er på banen. 21-årige Gustav Marcussen nåede at blive den store Lyngby-helt i de 25 minutter, han var på banen for de kongeblå mod Silkeborg. Marcussen afløste topscorer Frederik Gytkjær i midten af anden halvleg og gik direkte ind og scorede to mål. Dermed vandt Lyngby 3-2 i bundkampen. Det er sådan én kamp, Gustav Marcussen formentlig aldrig vil glemme. 

Angriber: Isaac Atanga, FC Nordsjælland (2)
FC Nordsjælland-profilen kom ikke på måltavlen mod AaB, men han spillede alligevel en stor kamp i 2-1-sejren. Gæsternes defensiv havde slet ikke styr på ghaneseren, der kreerede fem målchancer i løbet af de 90 minutter - mere end nogen anden i tiende spillerunde. Isaac Atanga noterede sig for assisten til Abu Francis' 2-0-scoring. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Det ligner en håbløs opgave for rekord-Kent

Læs også:Bookmaker udbetaler penge på Silkeborg-nedrykning

Læs også:Solbakken om Bendtner: Messi er også smårusten

Læs også:Brøndby-back: Nye forsvarsspillere er ikke en undskyldning

Læs også:Bendtner: En kæmpe oplevelse for mig