Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 13. spillerunde

Selvom han kun var på banen i 30 minutter, var Marvin Pourié en meget afgørende spiller i 13. spillerunde. Derfor er han med på Rundens Hold sammen med 10 andre.

Der var flere iøjnefaldnede præstationer i 13. runde af Superligaen, hvor særligt Randers FC's sejr over OB samt FC Midtjyllands 2-0-gevinst mod AaB var værd at fremhæve. Desuden blev der scoret en række pæne mål, hvilket også har givet plads til Rundens Hold. 

Vanen tro er tipsbladet.dk klar med Rundens Hold i Superlgiaen baseret på de bedste præstationer i runden, der gik. 

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 13. runde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Frederik Rønnow, Brøndby IF (3)
Han leverede flere klasseredninger i Brøndbys 1-1-kamp mod FC Nordsjælland. Farum-klubben havde et par friløbere, men gang på gang lykkedes det Frederik Rønnow at holde modstanderen fra mål.

Højre back: Joakim Mæhle, AaB (1)
AaB tabte ganske vist 0-2 til FC Midtjylland, men Joakim Mæhle leverede en stærk kamp og var med i meget både offensivt og defensivt. Den unge forsvarer kan bestemt være sin indsats bekendt.

Central forsvarer: Patrick Banggaard, FC Midtjylland (2)
Forsvareren med de fynske rødder stod for en fremragende scoring, da han i bedste Beckenbauer-stil førte bolden frem ad banen og endte med at afslutte angrebet med en sikker scoring. Holdt samtidig clean sheet med sit hold i 2-0-sejren over AaB.

Central forsvarer: Marco Lund, Esbjerg fB (1)
Esbjerg kom tilbage på sporet med en 2-2-kamp mod Lyngby, men det var lige ved at gå galt igen. Marco Lund var imidlertid involveret i begge Esbjergs scoringer, og derfor er han med på dette hold.

Venstre back: Frederik Møller, AC Horsens (1)
AC Horsens sikrede sig endnu et point, da det blev 1-1 mod AGF. I den kamp sørgede Frederik Møller for et oplæg til Bubacarr Sannehs 1-0-mål, og defensivt gjorde han det også godt.

Højre midtbane: Kasper Fisker, Randers FC (2)
Han er en fremragende type at have på et fodboldhold, og Kasper Fisker var igen en af Randers FC's bedste spillere i 3-0-sejren over OB. Muligvis Randers FC's vigtigste spiller.

Central midtbane: Lasse Petry, FC Nordsjælland (1)
Rigtig fin kamp på den centrale midtbane af Petry, der var et omdrejningspunkt på FC Nordsjælland-holdet. Med sin løbeindsats var han også god i det defensive spil, og Brøndby fik først lagt et tryk efter udskiftningen af Petry.

Central midtbane: Mikkel Rygaard, Lyngby Boldklub (1)
Perlemål af Rygaard, der i øvrigt fordelte spillet med stor klasse på den centrale midtbane hos Lyngby. Rygaard var klart banens bedste i 2-2-kampen mod Esbjerg.

Venstre midtbane: Gustav Wikheim, FC Midtjylland (2)
Her er endnu en spiller, der stod for et flot mål i weekenden, men det er ikke kun derfor, at Gustav Wikheim er valgt. Kantspilleren var et stort aktiv i FC Midtjyllands sejr over AaB.

Angriber: Marvin Pourié, Randers FC (1)
Kan man komme på Rundens Hold, hvis man kun har spillet 30 minutter? Ja. Marvin Pourié var den afgørende spiller i Randers' sejr over OB, for han kom ind med energi, vildskab og målrettethed – og så var han manden bag både 2-0 og 3-0, selvom Mikael Ishak var målscorer.

Angriber: Andreas Cornelius, FC København (2)
Det var måske ikke den mest fantastiske kamp af FC København, men Andreas Cornelius leverede varen med sit hovedstødsmål til 2-0 mod Silkeborg. Generelt en fin kamp af angriberen.

I parentes bemærket er antallet af gange, spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold.