Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 16. spillerunde

16. spillerunde i Alka Superligaen bød på mange gode præstationer fra de syv forskellige kampe.

For klubber som AC Horsens, AaB og SønderjyskE blev 16. spillerunde ikke en runde, der kommer til at blive set tilbage på med glæde. Horsens tabte 1-5 til FC Midtjylland, AaB 0-3 til Esbjerg fB og SønderjyskE 0-4 til FC København.

De tre klubber har ingen spillere på Rundens Hold - det har til gengæld deres modstandere, og vi kigger på de bedste præstationer fra runden.

Her følger Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Hansen, Lyngby BK (2)
Lyngby-keeperen er indkaldt til landsholdet i stedet for en skadet Kasper Schmeichel og at dømme ud fra præstationerne for Lyngby er indkaldelsen helt fortjent. Igen var Jesper Hansen med en række flotte redninger kampafgørende for sit hold, der tog fra Odense med alle tre point.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF (4)
Brøndby-anføreren leverede endnu en rigtig fin præstation, hvor han især offensivt byder ind med en masse til Brøndbys spil. Kom flere gange til afslutningsmuligheder og er med til at sætte modstanderen under tryk, når han kommer med frem.

Central forsvarer: Simon Jakobsen, Silkeborg IF (1)
Det var sandt for dyden ikke en køn kamp mellem AGF og Silkeborg, og de få muligheder, som AGF var tæt på at spille sig frem til, stod Simon Jakobsen i vejen for. SIF-forsvareren har udviklet sig meget, siden han sidst var i Superligaen, og han stod fredag aften i Århus som en betonklods, AGF ikke kunne finde en vej rundt om.

Central forsvarer: Kian Hansen, FC Midtjylland (3)
Rasmus Nissen kommer med stor fysik, Filip Novak scorer mål, og Patrick Banggaard er stor og hovedstødsstærk. Og så er der Kian Hansen, der orkestrerer forsvaret og er enormt forudseende i sit spil. Endnu en fin kamp af Kian Hansen, der sammen med FC Midtjylland vandt med 5-1 i Horsens.

Venstre back: Ludwig Augustinsson, FC København (2)
Svenskeren spillede en ny og rigtig god kamp, da FC København vandt med 4-0 hjemme over SønderjyskE. Havde et glimrende samarbejde med Youssef Toutouh i FC Københavns venstre side og kan glæde sig over to assists til cv'et.

Højre midtbane: Rilwan Hassan, FC Midtjylland (3)
Både scorede og assisterede, da FC Midtjylland vandt med 5-1 i Horsens. Spillede ikke sin bedste kamp, men der var fint med slutprodukt hos kantspilleren, der bliver mere og mere værdifuld for Jess Thorup. Har gang i en god sæson.

Central midtbane: Jesper Jørgensen, Esbjerg fB (1)
Så fik Esbjerg endelig tre point igen, og det kom, efter træner Colin Todd havde lavet flere ændringer på sit hold. Blandt andet var Jesper Jørgensen tilbage i startopstillingen, og det kvitterede han med en rigtig god præstation og en præstation, der bør give genvalg til næste kamp.

Central midtbane: Andrew Hjulsager, Brøndby IF (4)
Matchvinder, da Brøndby IF tog fra Viborg med en sejr på 2-1. Og hvilket mål. Andrew Hjulsager har i denne sæson vist, at man ikke skal give ham muligheden for at afslutte fra kanten af feltet, for så er han så giftig, at han scorer. Krøllede den over keeper Peter Friis Jensen og i kassen til Brøndby-sejr.

Venstre midtbane: Youssef Toutouh, FC København (2)
Kantspiller Youssef Toutouh scorede to gange, da FC København vandt med 4-0 over SønderjyskE. Toutouh viste fin målnæse og fint spil og havde et godt samarbejde med Ludwig Augustinsson i FCK's venstre side. 

Angriber: Jeppe Kjær, Lyngby BK (3)
Lyngby vandt med 2-1 ude mod OB, og det kan træner David Nielsen takke angriber Jeppe Kjær for. Kjær var nemlig på pletten to gange, og begge gange var det med en rigtig målnæse. Først opsnappede han en dårlig tilbagelægning fra Mikkel Desler og scorede, og i anden halvleg scorede han det afgørende mål, da han var hurtigst over en returbold i feltet. En stærk præstation af Kjær.

Angriber: Robin Söder, Esbjerg fB (1)
Første deltagelse på holdet for den svenske angriber, der scorede to gange for Esbjerg i sejren på 3-0 og sikrede, at det ikke blev spændende i anden halvleg med sit mål i første minut af anden halvleg. Fin præstation af Söder, der var koldblodig foran mål og sikrede Esbjerg en vital sejr i Superligaen.