Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 16. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Superligaen er rykket et skridt nærmere juleferien, og nu venter to ugers landskampspause, inden efteråret sluttes af. FC København var før runden alene i spidsen, men nu er det atter helt lige med FC Midtjylland. Jævnbyrdighed er generelt et nøgleord i Superligaen, hvor det blandt andet er værd at bemærke, at hele fem hold står noteret for 21 point.

Vi har som altid kigget nærmere på de individuelle præstationer.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 16. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Nicolai Larsen, FC Nordsjælland (2)
FC Nordsjælland kan ikke vinde på udebane i år, og det gjorde holdet heller ikke i Randers, men Farum-klubben kunne trods alt tage et point med sig, og det skyldtes blandt andet en flot præstation i målet fra Nicolai Larsen, der kom i vejen for meget.

Højre back: Kristoffer Pallesen, AaB (2)
Den tidligere Viborg-spiller leverede én af sine bedste præstationer i AaB-trøjen. Kristoffer Pallesen var god i defensiven, og han krydrede det med de sædvanlige offensive løb. Det ligner, at Pallesen igen har bidt sig fast på AaB-mandskabet 

Central forsvarer: Alexander Scholz, FC Midtjylland (2)
Alexander Scholz har været et fremragende køb af FC Midtjylland. Den tidligere Vejle-spiller var suveræn mod sin tidligere klub søndag aften, og mens han lukkede af i defensiven, kunne de offensive ulve sprudle i den modsatte ende af banen. 

Central forsvarer: Benedikt Röcker, Brøndby IF (1)
Det har været en svær sæson for tyskeren, men fredag lignede han sidste sæsons udgave af sig selv. Benedikt Röcker stod godt på banen og havde især et godt øje for afleveringer frem i banen. Midtstopperen var flere gange med til at bringe AGF's defensiv i ubalance med fremadrettet spil.

Venstre back: Jacob Barrett Laursen, OB (3)
OB startede sæsonen håbløst, men nu er fynboerne pludselig på fjerdepladsen efter søndagens 2-1-sejr over Esbjerg fB. Især Jacob Barrett Laursen leverede en flot præstation for hjemmeholdet, og han er stille og roligt ved at udvikle sig til en back-profil i Superligaen.

Højre midtbane: Mikkel Kallesøe, Randers FC (1)
Mikkel Kallesøe er inde i en god udvikling, og mod FC Nordsjælland var han sammen med Benjamin Stokke den bedste spiller for kronjyderne. Kallesøe var udfordrende i sit spil og gjorde det svært for FCN-defensiven. 

Central midtbane: Evander, FC Midtjylland (1)
Det er en uhyre spændende spiller, FC Midtjylland har fået fingrene i. Evander er stadig i gang med integrationen hos de danske mestre, men han bringes mere og mere i spil og spillede for anden kamp i træk 90 minutter. Mod Vejle krydrede Evander en storslået præstation med en mål og en assist. 

Central midtbane: Dominik Kaiser, Brøndby IF (1)
Nu lignede det pludselig noget for Dominik Kaiser. Den tyske spiller har været meget udskældt i denne sæson, og han var ikke fejlfri mod AGF, men han hævede niveauet betragteligt alene i forhold til sidste weekends opgør mod FC København. Og så var drømmemålet til 1-0 naturligvis prikken over i'et. 

Venstre midtbane: Awer Mabil, FC Midtjylland (6)
Det er svært at finde en bedre individuel præstation i 16. spillerunde end den, Awer Mabil diskede op med mod Vejle Boldklub. To mål og to assists blev det til i 5-0-sejren. Det taler sit tydelige sprog om én af solstrålehistorierne i denne sæson. Det er nu syv kampe siden, at Mabil er gået fra banen uden enten at score eller assistere.

Angriber: Lucas Andersen, AaB (3)
AaB har blot vundet én kamp, siden Lucas Andersen vendte hjem, men der er ikke meget at bebrejde nordjyden, der er den absolutte nøglespiller på AaB-mandskabet. Scorede det enlige mål mod FC København og skabte lidt liv i værternes offensiv.

Angriber: Kasper Junker, AC Horsens (1)
Kasper Junker scorede sit andet mål i AC Horsens-trøjen, da han gjorde det til 1-1 mod SønderjyskE. Junkers bevægelighed var en stor udfordring for gæsterne, og så tankede han selvtillid med en scoring. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.