Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 28. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

FC København udbyggede endnu engang føringen i toppen af Superligaen, mens Randers FC sikrede sig overlevelse, og Vejle Boldklub vandt en flot og tiltrængt sejr over SønderjyskE. Det var nogle af højdepunkterne i en underholdende 28. spillerunde i Danmarks bedste fodboldrække.

Vi har som altid set nærmere på de individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 28. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Thomas Hagelskjær, Vejle Boldklub (1)
Det var forfærdeligt at være Thomas Hagelskjær for to uger siden, da han lavede en fatal fejl i Esbjerg, men Vejle-målmanden er kommet stærkt tilbage, og han leverede en god præstation i 4-1-sejren over SønderjyskE, hvor han var sikker i sit spil og i sine indgreb. Kunne ikke stille noget om ved sønderjydernes reduceringsmål. 

Højre back: Kevin Mensah, Brøndby IF (1)
Det kan godt blive fint med Kevin Mensah på backen i Brøndby. Mandag leverede han han rigtig solidt vikariat for Jens Martin Gammelby på højre back. Det var tydeligt, at Mensah har sine forcer i offensiven, men han var også hæderlig defensivt og eksempelvis markant bedre end sin holdkammerat Anthony Jung på den modsatte fløj. 

Central forsvarer: Rodolph Austin, Esbjerg fB (3)
Den bomstærke jamaicaner spillede en flot kamp i Esbjergs centrale forsvar, hvor han havde nok at se til med FC Midtjyllands mange dygtige offensivspillere. Austin kunne ikke bebrejdes de to FCM-mål, og han reddede et point i land til vestjyderne med sin scoring i slutminutterne. 

Central forsvarer: Alexander Juel Andersen, Vendsyssel FF (1)
Vendsyssels anfører spillede med stort overskud i udekampen mod Randers FC, og han havde en stor aktie i, at det ikke var mange chancer, hjemmeholdet skabte. Var især på dupperne over for Saba Lobjanidze og blev den store i den duel. Alexander Juel Andersen er den spiller i Vendsyssel, der har spillet flest minutter i denne sæson, men han ser stadig ud til at have masser af overskud. 

Venstre back: Casper Højer Nielsen, AGF (3)
AGF var godt kørende mod AC Horsens, og Casper Højer Nielsen gled fint med. Den tidligere Lyngby-spiller lavede ingen fejl i defensiven, og han spillede generelt med stor autoritet. 

Højre midtbane: Andreas Skov Olsen, FC Nordsjælland (7)
Andreas Skov Olsen scorede ikke i det seneste opgør mod FC Midtjylland, og det var første gang i dette forår, han gik fra banen uden et mål. Det skulle for alt i verden ikke gentage sig mod Brøndby, så efter 28 sekunder gjorde han det til 1-0. Særligt i første halvleg drev han gæk med Anthony Jung og satte to streger under, at han er et ekstraordinært talent. FCN-juvelen er nu oppe på 20 sæsonscoringer og har sat jagten ind på topscorer Robert Skov, der er tre mål foran. 

Central midtbane: Mustafa Amini, AGF (2) 
AGF's nummer otte fik bugt med en længere måltørke mod AC Horsens, og han kontrollerede midtbanen på fornem vis. Mustafa Amini havde et godt blik for medspillerne, og afleveringerne var for det meste præcise og fremadrettede. 

Central midtbane: Vladen Yurchenko, Vejle Boldklub (1)
Når man har spillet Bundesliga-kampe for Bayer Leverkusen, så er man en god spiller, og det forsøger Vejle at finde frem i den 25-årige ukrainer, der mod SønderjyskE lignede en mand på rette vej. Vladen Yurchenko leverede en god præstation som fremskudt midtbanespiller, og han kronede det med en assist til Kjartan Finnbogason. 

Venstre midtbane: Serhiy Hryn, Vejle Boldklub (2)
Der er spræl i Serhiy Hryn i øjeblikket. En rigtig god præstation mod AGF blev fulgt op af en endnu bedre mod SønderjyskE, og her mestrede ukraineren det, han savnede mod århusianerne - slutproduktet. Hryn scorede to mål i 4-1-sejren, og hans hurtige antrit var for meget for SønderjyskE-spillerne. 

Angriber: Patrick Mortensen, AGF (1)
Patrick Mortensen scorede to mål mod AC Horsens, og han burde han scoret mindst det dobbelte - det kan han blandt andet takke Mustapha Bundu for ikke blev tilfældet. Patrick Mortensen er utrolig dygtig til at komme frem til chancer, og fem mål i otte kampe vidner om en stærk start i Aarhus. Han ligner den angriber, AGF-fansene har sukket efter i lang tid. 

Angriber: Dame N'Doye, FC København (5)
Senegalseren scorede sit mål nummer 100 for FC København, da han blev matchvinder mod OB, og det blev kulminationen på endnu en god præstation af den fysisk stærke angriber. Dame N'Doye var en sløj afslutning fra Viktor Fischer fra også at notere sig for en assist, og han var klart bedste FCK-mand på Fyn. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.