Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 35. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen efter 35. spillerunde.

Der var dramatik for alle pengene i den næstsidste runde af mesterskabsspillet i Superligaen, hvor favoritværdigheden til at tage det danske mesterskab skiftede. Nu er det FC Midtjylland, det ligger til, efter klubben vandt med 2-0 ude over FC København, og Brøndby spillede 2-2 i Horsens efter at have ført med 2-0 med få minutter igen af opgøret.

Vi er naturligvis klar med Rundens Hold efter en meget spændende omgang i Superligaen.

Her er Rundens Hold i Superligaen for 34. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Hansen, FC Midtjylland (3)
Sikke en kamp af Jesper Hansen, der med en stribe suveræne redninger holdt FC København fra fadet. Da FCM samtidig vandt kampen, og Brøndby snublede, afgør FCM selv, om mesterskabet skal til Herning og Ikast. Det har Hansen en kæmpe andel i.

Højre back: Dino Mikanovic, AGF (2)
En udmærket kamp af Dino Mikanovic, der offensivt fik vist sine gode kvaliteter og skabte godt med muligheder.  

Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (4)
Super kamp af den hjemvendte FCM-spiller, der vandt mange bolde og kæmpede bravt i det centrale forsvar for FCM. 

Central forsvarer: Kasper Enghardt, Randers FC (4)
Scorede et meget vigtigt mål, da Randers kom fra Helsingør med en sejr. Det betyder, at klubben nu kan nøjes med uafgjort hjemme mod Helsingør, og så er Superliga-redningen i hus.

Venstre back: Jakob Ahlmann, AaB (4)
Er ved at vende tilbage til det niveau, vi så, inden han blev ramt af alvorlige knæskader i efteråret 2014. Fin kamp mod Nordsjælland.

Højre midtbane: Saba Lobjanidze, Randers FC (4)
En af forårets helt store profiler i Superligaen. Scorede igen og har vist sig helt, helt afgørende for Randers. Han får her plads på den anden kant, end han plejer at spille.

Central midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland (7)
Hvorfor er han ikke i landsholdets bruttotrup? Spillede igen en stærk kamp, hvor han dog lige skulle ind i opgøret. Især i anden halvleg ledte og fordelte han på fornemmeste vis.

Central midtbane: Patrick Olsen, FC Helsingør (2)
Trak i trådene fredag mod Silkeborg, hvor han kæmpede, ledte og fordelte. Det var akkurat ikke nok, da Silkeborg udlignede til 1-1 til sidst ved Gustaf Nilsson.

Venstre midtbane: Gustav Wikheim, FC Midtjylland (4)
Hvis Gustav Wikheim oftere afgjorde fodboldkampe, spillede han ikke i Superligaen. Alt andet i hans spil er i top. Mod FCK scorede han et flot mål til 2-0.

Angriber: Kjartan Finnbogason, AC Horsens (1)
Spillede kun seks minutter, men scorede to gange. Kan man forlange mere? Var decideret kampafgørende.

Angriber: Martin Pusic, AGF (1)
To mål af AGF-angriberen, der dog må ærgre sig godt og grundigt over, at holdet smed føringen på 2-0 og i stedet bare fik 2-2. Har i AGF vist noget af den gamle målnæse, vi kender fra FCM og Esbjerg.

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.