Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 5. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Vi fandt en vinder i det københavnske derby - det gjorde vi ikke i det østjyske. Hvor AGF og Randers FC spillede 0-0 vandt FC København en fortjent 3-1-sejr over Brøndby IF i femte spillerundes med afstand mest imødesete kamp. Runden bød også på sejre til AaB og FC Midtjylland, mens Hobro vandt bundopgøret over OB, der nu er det eneste hold i Superligaen uden sejr. 

Vi har set nærmere på de individuelle præstationer.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 5. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Rask, Hobro IK (1)
Hobro-målmanden begik et straffespark, men gjorde selv skaden god igen, da han pillede det efterfølgende forsøg fra Rasmus Festersen. Jesper Rask havde mange redninger i løbet af de 90 minutter mod OB, og det var ikke mindst takket være ham, himmerlændingene kunne notere sig for sæsonens første sejr.

Højre back: Daniel Anyembe, Esbjerg fB (1)
20-årige Daniel Anyembe er en af Superligaens mest spændende højrebacks, og han beviste blandt andet hvorfor mandag aften mod SønderjyskE. Anyembe var især stærk i første halvleg, hvor han susede op og ned ad højre side og gjorde livet surt for gæsterne. Havde et godt øje for sine medspillere.

Central forsvarer: Jonas Bager, Randers FC (1)
Det østjyske lokalopgør blev en skuffende omgang, men der var gode defensive præstationer, og den bedste leverede Jonas Bager i Randers FC's centrale forsvar. Bager var god i luften og i nærkampene - to af de klassiske ingredienser for en dygtig midtstopper. 

Central forsvarer: Bubacarr Sanneh, FC Midtjylland (1)
Bubacar Sanneh mødte sine tidligere holdkammerater i AC Horsens, men de fik absolut intet foræret søndag aften på heden. Efter at have siddet udenfor i de seneste to Superliga-kampe var Sanneh tilbage i midtjydernes startopstilling, og han lukkede fuldstændig ned for Horsens-spillerne. Burde også have scoret et mål, da han var helt fri ved bagerste stolpe i anden halvleg. Det bliver spændende at se, om han også spiller i FC Midtjylland 1. september. 

Venstre back: Jesper Lauridsen, Esbjerg fB (1)
Esbjerg-backen leverede en fin præstation i vestjydernes 1-0-sejr over SønderjyskE. Jesper Lauridsen fik et tidligt gult kort, men han formåede at holde hovedet koldt og ikke rode sig ud i de store problemer. Lavede en flot assist til matchvinder Joni Kauko.

Højre midtbane: Mads Døhr Thychosen, FC Midtjylland (1)
FCM-kanten var hård mod sine tidligere holdkammerater fra AC Horsens. Mads Døhr Thychosen, der scorede i seneste runde mod Vejle, fulgte trop med en flot assist søndag aften, da hans præcise indlæg til Mayron George var lige til at stange i kassen. Flot kamp af Thychosen. 

Central midtbane: Carlos Zeca, FC København (2)
FC København-kaptajnen var impliceret i Brøndbys udligning i starten af anden halvleg, og det trækker ned, men alt i alt spillede Carlos Zeca et fremragende derby. Grækeren er konstant i bevægelse og forsøger at gøre sig spilbar for sine holdkammerater, og han tøver aldrig med at tage nogle hidsige tilbageløb i holdets tjeneste. En rigtig holdspiller, som bliver bedre og bedre i FCK.

Central midtbane: Tim Sparv, FC Midtjylland (1)
Den finske midtbanemand var lige ved at komme på måltavlen, men så godt spillede klaveret trods alt heller ikke. Det var dog ganske velspillende i 3-0-sejren over AC Horsens, hvor Tim Sparv vandt kampen på den centrale midtbane og svingede dirigentstokken. 

Venstre midtbane: Nicolaj Thomsen, FC København (1)
Det har ikke været det bedste halvandet år for Nicolaj Thomsen i FC København, men det var der ingen, der tænkte på, da han gjorde det til 2-1 i søndagens derby mod Brøndby IF. Det var Thomsens første mål i FCK-trøjen, og opgøret bød på endnu en opløftende præstation af den tidligere AaB-spiller. Det ligner mere og mere den gamle Nicolaj Thomsen.

Angriber: Emmanuel Sabbi, Hobro IK (1)
I første halvleg af opgøret mod OB var Emmanuel Sabbi til tider en enmandshær, og målet til 2-0 var ét af den slags, man sjældent har fornøjelsen af i Superligaen. Sabbis fænomenale antrit kunne OB'erne slet ikke hamle op med, og så formåede han - nok så væsentligt - at gøre arbejdet færdigt. Den dobbelte målscorer faldt ud af kampen i anden halvleg, men hans første 45 minutter var eminente.

Angriber: Viktor Fischer, FC København (2)
Viktor Fischer er i en klasse for sig i øjeblikket, og selvfølgelig var det ham, der afgjorde søndagens derby. Først assisterede han Nicolaj Thomsen til 2-1, og senere lukkede han kampen til 3-1. Hvis man skal lede efter hår i suppen, så burde Fischer også have scoret i starten af anden halvleg, da han var helt fri med Marvin Schwäbe. 

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.