Så lykkedes det: Brøndby fik skovlen under Hobro
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Så lykkedes det: Brøndby fik skovlen under Hobro

I femte forsøg lykkedes det Brøndby at få skovlen under Hobro, men der var i den grad skår i den blå-gule glæde.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Så lykkedes det endelig for Brøndby.

Efter fire smertefulde nederlag og nul scorede mål lykkedes det endelig de blå-gule at få skovlen under Hobro IK, da holdet vandt 1-0 hjemme på den københavnske Vestegn i forårspremieren. Dermed kan Brøndby endelig tage fat om den abe, der har siddet på skulderen af dem så længe, og smide den langt væk.

Forløsningen havde dog sin pris for Brøndbys vedkommende. Undervejs i kampen blev både Rodolph Austin og Daniel Agger skadet, og det betyder, at situationen i Brøndby efterhånden er ret bekymrende.

Kampens første store chance faldt efter ti minutter. Et hjørnespark fra Riza Durmisi dumpede ned foran Rodolph Austin i feltet, men midtbanespilleren afsluttede højt over Hobros målramme. Kort efter testede Magnus Eriksson Jesper Rask i gæsternes mål, men stillingen forblev 0-0.

Midtvejs i første halvleg burde Brøndby have bragt sig foran. Debuterende Kamil Wilzcek startede et angreb, som til sidst endte for fødderne hos en anden debutant, David Boysen, der var helt fri i feltet, men den tidligere Lyngby-spiller ramte stolpen. Efterfølgende bød også Teemu Pukki og Riza Durmisi sig til med farlige afslutninger, og det trak for alvor op til en hjemmescoring på dette tidspunkt.

De blå-gule formåede dog ikke at få netmaskerne til at blafre før pausen, og desuden måtte Brøndby lide den tort at udskifte en skadet Rdolph Austin. Han blev afløst af Christian Nørgaaard.

Skaderne stoppede dog ikke her for Brøndbys vedkommende. I pausen måtte også Daniel Agger lade sig udskifte til fordel for Jesper Juelsgård, der dermed gik ind og dannede midterforsvar med Martin Ørnskov. Det er et stopper-par, de færreste nok havde forestillet i Brøndby.

Anden halvleg var få minutter gammel, da dommer Lars Christoffersen formentlig snød Brøndby for en scoring, men retfærdigheden skete fyldest efter 66 minutter. Christian Nørgaard afsluttede fra kanten af feltet, men Jesper Rask diskede op med en flot redning. Hurtigst over returen var imidlertid Kamil Wilczek, og så kunne debutanten trille bolden i et tomt net til 1-0.

Så skulle Hobro frem på banen, og det var en vanskelig opgave for nordjyderne, der ikke just stillede offensivt op på Brøndby Stadion. Det gav lidt mere plads i den anden ende, og med et kvarter igen burde indskiftede Johan Elmander have afgjort bolden, da han en ripost fra Jesper Rask dumpede lige ned foran ham, men svenskeren missede den store mulighed.

Afbrænderen fik dog ingen konsekvenser, og det lykkedes Brøndby at køre sejren i land. En sejr, der utvivlsomt er forbundet med lidt mere forløsning end normalt.