Superliga

Sådan bliver Parken splittet ad

I følge Ekstra Bladet er Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen i gang med at planlægge, hvordan de stille og roligt frasælger Parken Sport & Entertainments aktiviteter.

Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen fik i mandags tvunget Jørgen Lindegaard ud af Parken Sport & Entertainments bestyrelse. Det skete på virksomhedens generalforsamling.

I dag skriver

Ekstra Bladet

så, at kuppet mod LD's mand Jørgen Lindegaard er en del af en større masterplan om at splitte Parkens aktiviteter til atomer. Først vil Skjærbæk og Sørensen købe LD's aktier. Derefter vil de sælge Lalandia med tilhørende byggegrunde, så ryger Fitness.dk, så kontortårnene i Parken og til sidst fodbolddelen i FC København.

- På den baggrund kan man sige, at fans af FCK sådan set ikke har noget at frygte. Holdet forsvinder ikke bare, men der kommer en ny ejerkreds når Korsgaard og Skjærbæk får skudt hele butikken af og har forladt skuden, siger en anonym kilde til avisen.

LD's direktør Carsten Koch afviser dog, at de vil lade sig presse til at blive købt ud af Parken.

Overfor sporten.dk siger Erik Skjærbæk i dag, at Jørgen Lindegaard var en grådig mand, der ville have tredoblet sit honorar for at sidde med i sportsudvalget, og han ville desuden have en masse goder, hvilket førte til et skænderi parterne imellem tilbage i september. Jørgen Lindegaard afviser alle beskyldninger.